One Direction havde taget boksehandskerne på til dette års MTV EMA – de slog alle konkurrenter ud af ringen
Det britiske drengeband One Direction satte sig selv i fokus under den tyvende udgave af det årlige MTV European Music Awards i Glasgow. Bandet blev hædret med priserne Best Pop, Best Live og Biggest Fans. One Direction var dog ikke fysisk til stede i Glasgow, og det fremmødte publikum måtte derfor nøjes med en præfabrikeret takketale.
Katy Perry takkede også sine fans gennem en videohilsen, der var optaget på forhånd, da hun vandt prisen for Best Look og Best Video, hvor hun modtog sidstnævnte for "Dark Horse." Justin Bieber og Linkin Park takkede også deres mange fans gennem videohilsener, hvor Bieber takkede for prisen som Best Male Artist og Linkin Park for Best Rock Artist.
Nicki Minaj, som var vært ved showet i Glasgow, tog selv en pause fra værtsrollen for at modtage prisen for Best Hip-Hop, en kategori, hvor hun slog de helt tunge drenge i form af Drake, Kanye West, Eminem og Iggy Azalea. Under takketalen understregede hun også, at et nyt album er på vej. "Jeg bliver nødt til at sige, at jeg efter to år udgiver mit tredje album, 'The Pinkprint'. Det vil være ude, så jeg kan optræde med det her næste år." Albummet udkommer som tidligere offentliggjort 24. november.
Desuden vandt 5 Seconds Of Summer flere fine priser, som Best Push og Best New, mens Thirty Second to Mars vandt for Best Alternative. Ariana Grande vandt prisen som Best Female og for Best Song, som sangen "Problem" havde hevet hende i hus.
Showet i Glasgow blev rundet af med en tribute til verdensikonet Ozzy Osbourne. Slash, Myles Kennedy, Simon Neil og The Conspirators optrådte sammen for at hædre manden, som tidligere på aftenen modtog Global Icon Award.
Se Nicki Minajs nye samarbejde med Skylar Grey herunder. Klippet er fra showet i Glasgow.