Nyhed

Fotoreportage: Barbara Moleko varmede til GAFFA Library Sessions

Mens mørket herskede udenfor, lyste Moleko på de fremmødte på Biblioteket Frederiksberg

Se masser af billeder fra aftenen i GAFFAs gallerisektion

Med biblioteket fyldt til randen med et publikum, der mest af alt ligner en broget forsamling til et folkemøde om lokalpolitik, er scenen sat. Det summer af liv, mens baren, der ikke ville være at finde til folkemødet, kæmper for at holde trit med bestillingerne. For der er mødt mange op til denne udgave af GAFFA Library Session. Rigtig mange. Ja, faktisk så mange, at folk står op bagerst i det bog-fyldte lokale. 

Og klokken 19.05 entrer aftenens hovedperson Barbara Moleko, endelig. I vanlig Henrik Tuxen-stil (aftenens vært) bliver en bramfri tone slået hårdt an. Barbara er heldigvis med på beatet og virker afslappet, som hun sidder dér på den lille scene. 


Og det har hun god grund til. Moleko har efterhånden nået stjernestatus herhjemme, på trods af kun at have et enkelt album i baghånden. I stedet har hun turneret Danmark rundt nærmest non-stop siden 2012 - senest som højgravid. Desuden har hendes medvirken i TV2-programmet "Toppen af poppen" propelleret hende til status af hvermands-eje, hvad der højst sandsynligt er grunden til den brogede forsamling af ældre og midaldrende, unge og børn denne novemberaften i København.

Mor og rockstjerne-livet

Det løse interview falder hurtigt på Molekos nyeste fuldtidsbeskæftigelse; at være mor til en lille pige, mens GAFFAs Henrik Tuxen problematiserer livet på landevejen i forhold til familielivet med alt, hvad det inkluderer. Sangerinden lader sig ikke slå ud og nægter, at de to ting ikke kan gå hånd i hånd


- Se bare Erykah Badu. Hun har da et hav af børn, siger hun, mens hun medgiver, at visse ting i forhold til arbejde har ændret sig i forhold til før hun blev mor.

- Jeg er blevet lidt mere struktureret, kommer det grinende fra den mørklødede soul-dansker, mens hun stolt slår sig tilbage i sædet. Den noget efterårsblege Tuxen spørger straks ind til arbejdsprocesserne, både i studiet og i sangskrivning, foreslår 8-16-arbejde af den hardcore slags.

- Jeg er blevet lidt mere struktureret!, afbryder en grinende Barbara igen, mens hun retter på sin grå hoodie - den slags med en høj hals. Hovedet har hun et sort tørklæde stramt bundet omkring, mens et par turtleneck-ørnebriller hviler på næsen.


Da snakken falder på musikalsk inspiration, bliver sangerinden anderledes alvorlig:

- Det sted, jeg finder allermest inspiration, det er ved vandet og i andres musik. Det kan være bluegrass, hård punk eller noget andet, fortæller hun, mens hun i næste ombæring fortæller, at hun har manglet inspiration til at lave ny musik i halvandet års tid. Det ændrede "Toppen af poppen" imidlertid på - og vupti: masser af nye sange og ny inspiration. 

Interviewet afbrydes af et musikalsk indslag. Nummeret er nyt, og det handler om kærlighed - og rejsen dertil. Lidt lummert i en fin indpakning. Moleko akkompagneres af guitaristen Kasper i en nøgen og ærlig fortælling, der musikalsk har sine udfald. Soul'eren er ikke helt skarp i kanterne hele tiden og lyder lidt rusten. Stemmen er dog noget særligt. Det er som, at den unikke blanding af Mozambique og Danmark - samt et snert Sydafrika - synes at have støvet stemmelæberne til hos den unge sangerinde. Som om det har formet en klang, der ikke findes andre steder.


"Jeg skal ikke breakes i USA!"

Snakken falder snart på tekstuniverset - og det danske. Moleko mener, at det er nemmere at komme i konktakt med sine følelser, når det er på dansk, fordi vi alle sammen forholder os til vores sprog. Hun fortæller også, at hun ikke følte, at hun kunne komme igennem med sine egne engelsktekstede sange.

- Jamen, siger din manager ikke til dig, at du skal til at skrive på engelsk, så du kan blive breaket i USA?, lyder det fra Tuxen, hvortil Moleko svarer:


- Jeg skal ikke breakes i USA! For mig er musik sjovt, det er det at prøve at breake i USA ikke. Men jeg vil gerne skrive for folk i USA - og i Danmark også. Jeg hygger mig med at gøre det, som er aller sjovest. Det er der, jeg får min energi fra. Det der med at bekymre sig, om man er stor eller lille - det er det, jeg har Jonas til (Molekos manager, red.).

Før endnu to numre afslører Moleko, at den kommende turné bliver mere atmosfærisk og elektronisk.

- Jeg har to synth, tre i koret og en percussionist med mig, lyder det halvhæst fra Barbara


Indianer-applaus og Krebs-klasikker

Herefter spiller hun "Toppen af poppen"-numrene "Indianer" og "Sådan Nogen Som os". Førstnævnte til spontan applaus fra publikum, da det går op for dem, at nummeret er Barbara Molekos nyfortolkning af det populære nationalklenodie fra Tøsedrengene. Overleveringen er stærkere og stemmen er varmere end på første nummer, mens publikum sidder som forstenede. Det lader til, at fortolkningen, der gik nr. 1 på iTunes kort efter udsendelsen, har ramt noget i danskernes bevidsthed. 

Også Poul Krebs' klasikker og radioplage "Sådan Nogen Som Os" bliver fremført med næsten skræmmende overbevisning. Her er den hæse Krebs-klang erstattet af knivskarp og klokkeklar vokal, iklædt Molekos nasale fraseringer, hvad der også høster stor applaus fra publikum. 


En musikalsk fugl føniks

Før sidste nummer falder snakken på musik og genrer - og hvad Barbara Moleko selv lytter til. Her forklarer soul-danskeren, hvordan hun ser forskellige genrer omgive hendes egen musik som en ring, hvor hun plukker fra og bruger i sin soul. Og det er i dette, et miskmask af genre- og stilarter, at Molekos lyd er steget som en glitrende fugl føniks. En af dem med guldvinger og rød læbestift, forstås. 

Det sidste nummer, der går under navnet "Det er ikke let", er gammelt og aldrig blevet spillet live før. Nummeret er en slags soulballade, hvor guitaren er som skabt til den afrikansk-danske kvindes vokale udfoldelser. 


Efter publikumsspørgsmål klapper salen velfornøjet, hele den brogede flok, før både autografer og billeder. Det har været en varm aften på Biblioteket Frederiksberg.

Næste GAFFA Library Sessions på Biblioteket Frederiksberg bliver i øvrigt med Tina Dickow tirsdag den 2. december 19-21. Køb billetter her fra 18. november klokken 10.

Se masser af billeder fra aftenen i GAFFAs gallerisektion


Barbara Molekos turnéplan:

15. januar: Tivoli Friheden, Århus

17. januar: Muzikhuset, Rønne


22. januar: Posten, Odense

23. januar: Skråen, Aalborg

24. januar: Værket, Randers


25. januar: Vega, København (udsolgt)

29. januar: Gimle, Roskilde

30. januar: Vejle Musikteater, Vejle


31. januar: Hotel Marienlyst, Helsingør

1. februar: Vega, København (ekstrakoncert)

Indtil da kan du nyde Indianer herunder:

ANNONCE