x

Se Rangleklods' turnédagbog fra Sydamerika – med flotte fotos

Se Rangleklods' turnédagbog fra Sydamerika – med flotte fotos

 
Elektroduoen Rangleklods alias Esben Andersen og Pernille Smith-Siversen er taget på turné til Sydamerika, og de skriver dagbog fra touren. Her kommer første kapitel:
 
Efter 14 timer i fly er vi her – Sao Paulo. Det er en vild by. Et sted mellem 20 og 30 millioner mennesker mener man bor her inkluderet alle forstæder. Vi nåede akkurat at se byen i solnedgangslys, da vi landede med flyet. Udsigten fra flysædet fra gik fra bakket skov med få enklaver af huse med floder, der flettede sig ind og ud af hinanden, til en kæmpe klump grå by. To slags bygninger: Betonhøjhuse og 4-5 etagers lejligheder med rødt tag. Det så helt skulpturelt ud. Men der er ikke mange grønne pletter i Sao Paulo, og smoggen ligger som en film over byen. I aften spiller vi koncert med norske Thomas Dybdahl og finske Zebra and Snake på en nedlagt køleskabsfabrik, der nu er venue, midt i byen. I morgen flyver vi til Buenos Aires og spiller med samme to bands.

Koncerterne er arrangeret af Dias Nordicos (nordiske dage), og vi spillede for præcis et år siden to koncerter i Valencia og Madrid under samme arrangement. Det var to virkelig sweet koncerter, så vi håber, det samme kommer til at gælde for de følgende. Vi vil helt klart give Sydamerika et seriøst skud næste år, for det latinske publikums temperament er mega fedt. Da vi spillede i Madrid sidste år, var vi overvældede over den måde, folk kom med pludselige udbrud midt i sange og virkelig tilkendegav deres følelser undervejs i koncerten. Denne direkte forbindelse til følelserne og det boblende temperament passer perfekt til den måde, vi spiller på.

Jetlagen er under kontrol. Vi har lige gået en tur i området. Her faldt vi tilfældigt over en åben videokunstudstilling, som omhandlede Brasiliens noget blodige historie. Men varmen er lidt heftig for vores nordiske vinterkroppe, og hotellet har en lille pool på taget, vi skal op til nu.

Denne tur skal nok blive et tiltrængt afbræk fra den allersidste del af processen med at gøre vores næste album færdigt. Når vi kommer hjem om en lille uge, er der kun et par uger tilbage, og så skal pladen sendes til mastering. Det er for noieren! Det tog længere tid, end vi havde regnet med, men det er til gengæld blevet præcis, som vi har stræbt efter.

Så vi nyder varmen, de gode mennesker, vi møder og glæder os til at spille vores gamle live-set for allersidste gang. Det hele er sgu lidt lækkert nok.

-Esben&Pernille

Se en serie stemningsfulde fotos fra turen her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA