Nyhed

De Eneste To: Auto-Tune er ikke mere snyd end distortion på en guitar

Simon Kvamm og Peter Sommer præsenterede deres nye album Dobbeltliv for at lydhørt publikum på Hi-Fi Scenen

Se flere billeder fra aftenen i GAFFAs gallerisektion

Mandag den 17. november udgiver De Eneste To alias Simon Kvamm og Peter Sommer deres andet album, "Dobbeltliv". I den anledning havde de sammen med Hi-Fi Klubben og musik-eventbureauet Volume inviteret til lyttesession på kakaobaren Double Rainbow i Aarhus under titlen Hi-Fi Scenen – en tilbagevendende arrangementsrække, hvor musikere præsenterer deres album spillet i deres fulde længde på et stort anlæg og herefter taler om albummet for publikum. En modvægt til nutidens mere opbrudte musiklytning, hvor mange lytter til playlister med skiftende kunstnere på streamingtjenester med komprimeret lyd – og i øvrigt ofte tjekker sociale medier samtidig. På Hi-Fi Scenen er lytteoplevelsen omvendt sat i centrum.

Hi-Fi Scenen har tidligere præsenteret kunstnere som Efterklang, The Mountains og Trentemøller, der har spillet deres musik på dyre luksusanlæg. I tilfældet De Eneste To var konceptet en smule anderledes, idet "Dobbeltliv" blev spillet på en hjemmebygget boombox med enorme basenheder, skabt af Jakob Stephansen, butikschef i Hi-Fi Klubben i Silkeborg. Forklaringen var, fortalte aftenens værter, P6 Beat-vært Carsten Holm og Hi-Fi Klubbens sponsorchef Martin Kjær Skou, at De Eneste Tos nye album er dybt inspireret af hiphop, og derfor har de skabt et album med masser af bund i bas og beats – og så fortjente de en boombox, som de også kan tage med på turné. (De har faktisk allerede tidligere haft en boombox med på tour, kan man tilføje).


Herefter blev albummet spillet på cd i sin helhed fra start til slut, men dog brudt op i blokke af tre sange, så lidt snak, tre sange og snak igen og så videre, indtil vi var kommet igennem tre gange tre sange og et bonusnummer. I pauserne i musikken interviewede Carsten Holm først Simon Kvamm og Peter Sommer, så albummets producer, svenske Tore Johannson (The Cardigans, Franz Ferdinand, Kira & the Kindred Spirits med flere), og endelig kunne publikum stille spørgsmål.

Simon Kvamm og Peter Sommer fortalte om, at de musikalsk især har været inspireret af Jay-Z og Kanye Wests album "Watch the Throne" og Kanye West album "Yeezus", hvor det lyder "som om, Kanye hiver og flår i maskinerne", som Simon Kvamm formulerede det. Altså et møde mellem det fysiske og det digitale. Peter Sommer tilføjede, at duoen havde ladet sig inspirere af hiphoppens tankemåder uden at forsøge at lave decideret hiphop, men ligesom i hiphop tilladt vokaler med brug af distortion og Auto-Tune – "Auto-Tune er ikke mere snyd, end distortion er på en guitar", som Peter Sommer sagde.

Duoen fortalte videre, at sangene er blevet skabt – forholdsvis hurtigt – på to akustiske guitarer, en computer og et midi-keyboard, hver for sig og sammen i Skanderborg, København og på Samsø, og de blev så sendt til Tore Johansson, der arbejdede videre på dem i sit studie i Malmö – også med bidrag fra Kvamm og Sommer.


Duoen fortalte også om deres koncerter, hvor setuppet er to gange akustisk guitar, boombox og elektronik samt masser af bidrag på slagtøj og kor fra de to livemusikere Stefan Kvamm (Simons lillebror) og Arni Bergmann. Med det setup kan de spille mange forskellige steder uden den store opsætning – også til indvielsen af Erhvervsakademi Århus' nye lokaler i september.

Bad sound is the new good

Herpå blev det tid til interview med Tore Johansson, der berettede om, hvordan han i 90'erne havde været meget nørdet med sit analoge udstyr, som nu samler støv og skal sælges. Det er altså bare lettere at arbejde med computeren, og han har nu mere fokus på det overordnede lydbillede frem for alle de små detaljer, og det hele behøver ikke være så perfektionistisk mere. "Bad sound is the new good," som han sagde, hvilket godt nok er lidt i modstrid med Martin Kjær Skous Linked In-titel som "Slayer of bad sound", men lad nu det ligge.


Det kom senere frem, at De Eneste To havde hyret Johansson som producer for at underlægge sig en autoritet, de havde respekt for – og at Johansson i øvrigt hører musik i sit studie på lavt lydniveau, mens han læser avis, fordi musikken skal komme til ham og ikke omvendt. Igen lidt i modstrid med konceptet bag Hi-Fi Scenen, men det lader vi også ligge. Johansson fortalte desuden, at mange af vokalerne var indspillet i one takes, med tilhørende fejl, hvilket er ganske usædvanligt i dag, hvor vokalerne ofte bliver mikset sammen af de bedste bidrag fra mange takes, nogle gange helt ned på stavelsesniveau.

Carsten Holm fik hertil tilføjet – og nu er vi i nørdeafdelingen – at et af Johanssons største hits, The Cardigans' "Lovefool" fra 1996 ved en fejl er indspillet i modfase, og sådan er der så meget. Et godt eksempel på, at det fejlbehæftede kan være bedre end det perfekte udtryk.

Herefter var det tid til spørgsmål, der blandt andet gik på gruppens samarbejde med Aalborg-rapperen Danni Toma, der medvirker på hviskende rap på "For Lidt For Meget". Peter Sommer kunne oplyse, at det egentlig var Danni Toma, der havde bedt Peter Sommer om at medvirke på et kommende Toma-udspil, hvilket havde udløst samarbejdet – og at han og Kvamm i øvrigt betragtede Danni Toma som en af de mest spændende unge danske rappere.


Så var der gået to timer i godt selskab med fokus på de musikalske detaljer og den koncentrerede nærlytning, og nærværende skribent kunne med tilfredshed konstatere, at de fleste fremmødte lyttede intenst til musikken, når den spillede, mange med lukkede øjne, og uden at konsultere de ellers allestedsnærværende smartphones samtidig. Til gengæld må jeg, med fare for at ødelægge den gode stemning, sige, at der efter min smag var en anelse for meget bas på boomboxen, også selvom det var bevidst fra bagmændene. Duoens vokaler og ellers meget velskrevne tekster druknede lidt i udtrykket, og betegnende nok blevet der talt meget lidt om De Eneste Tos tekster ved arrangementet. Men så kan man jo heldigvis lytte til albummet – som GAFFAs anmelder synes er fremragende (læs anmeldelsen her, jeg er enig) – hjemme på sit eget anlæg.

Se flere billeder fra aftenen i GAFFAs gallerisektion

ANNONCE