Nyhed

Marwan debuterer på Tabu

Selskabet bag Troo.L.S & Orgi-E og Veto udsender Marwans debutplade 1. maj

Pladeselskabet Tabu Records udsendte sidste år debutpladen med Veto, der var selskabets første ikke-hiphop udgivelse, hvilket højnede selskabets profil en del.

Tabu har siden da signet The Floor Is Made Of Lava, men selskabet har nu langtfra glemt deres hiphop-rødder.

De udsender nemlig 1. maj debutalbummet med den 26-årige dansk-palæstinenser Marwan Mohamed. Marwan var tidligere var kendt under navnet SLP (Statsløs Palæstinenser), og er en del af det omfattende århusianske crew Pimp-A-Lot, der tæller fremtrædende undergrundsrappere som Jøden og den kvindelige "Årets Rapper" vinder, Angie.


Marwan betegner sig selv som gangsterrapper, og skriver i en pressemeddelelse, at han nægter "at lade sig stemple som 'perkerrapper'", hvilket han følger på med kommentaren: "Hvem gider lytte til perkerrap?! Jeg gider ikke rappe om kebab!".

Albummet produceres af Rune Rask og Troo.L.S sammen med Marwans faste producer, Abu Malek. Desuden vil der på albummet også være gæsteoptrædender fra Suspekt og L.O.C.

Vil man have en forsmag på albummet, kan man klikke ind på MySpace.com/marwanpimpalot og høre sangene "Det Os" og "Hva så hvad"


Marwan på MySpace

ANNONCE