Bizart interview: Se Sia vende ryggen til

Bizart interview: Se Sia vende ryggen til

Sia har ifølge sig selv aldrig drømt om at blive berømt, og derfor har hun den seneste tid forsøgt at skjule sig selv for medierne. Sia træder dog af og til ud i rampelyset, lidt som en bange struds gemmer sig, hun vender ryggen til, mens strudsen stikker hovedet ned mellem benene. Ligesom strudsen bliver Sia ikke usynlig og glemt af den grund, måske tværtimod. Den norske talkshowvært Fredrik Skavlan fik forleden dag vendt ryggen til af Sia under et interview i London. Du kan se et brudstykke af interviewet og en liveversion af sangen "Chandelier" fremført med ryggen til, nederst på siden.

Til trods for at Sia har været et anerkendt navn i musikbranchen siden årtusindeskiftet, har popsangerinden aldrig brudt sig om den opmærksomhed, der følger med hvervet. Dette er også en af grundene til, at hun hellere skriver hits til andre kunstnere, såsom Rihanna, Beyoncé, Eminem, Jennifer Lopez, Shakira, Katy Perry, Britney Spears, Oh Land, Céline Dion, Maroon 5 og mange andre, fremfor at fremføre dem selv.

Det er længe siden, at Sia, med efternavnet Furler, stoppede med at vise ansigtet, når hun interviewes og optræder – en handling, der bunder i frygt. "Så begyndte jeg at blive lidt kendt, og så kunne jeg mærke, at det havde en virkelig negativ effekt på mig. Det er meget mærkelig følelse, at man næsten bliver jagtet. Du har paparazzifotografer, som følger efter dig. Og pludselig kan du ikke gøre ting, du ellers ville have gjort som et normalt menneske. Det begrænser dig, og det fik mig til at føle mig bange, det er hovedårsagen. Jeg blev bange."

Sias fans må altså tage til takke med en artist, som helst ikke vil have nærkontakt med dem.

"Jeg elsker mine fans, men jeg føler et voldsomt ansvar, når nogen nærmer sig. De er så begejstrede og sætter dig på en piedestal. For mig er det meget ubehageligt, for vi er jo de samme, vi er lige, men når du bliver behandlet med så meget ærbødighed, får det mig til at følge ubehag. Det passer bare ikke til mig, det er jeg ikke født til."

Spørgsmålet er bare, om nedenstående stunt skaber endnu mere opmærksomhed omkring den lyshårede sangerinde. Du kan læse mere om Sia – blandt andet et GAFFA-interview – og se billeder, hvor hun ikke vender ryggen til her. 

Se interviewet med Fredrik Skavlan herunder. For at se hendes optræden til samme show, skal du følge dette link.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA