Nyhed

Oplev stjernetrommeslagere live i aften

Blandt andre Ihan fra L.I.G.A. og Mike Mangini fra Dream Theater er på stikkerne, når Zildjian Days trommer igennem i København

Zildjian Days er et verdensomspændende arrangement, som for første gang kommer forbi Danmark. Mange af verdens bedste trommeslagere bliver samlet for at banke rytmer ud til det fremmødte publikum. Pumpehuset i København får æren af at præsentere Zildjians Days i aften den 18. november.

Bækkenproducenten Zildjian var de allerførste til at arrangere trommeslagershows helt tilbage i 1983, og Zildjian Days er nu blevet kendt verden over for at byde på mange af verdens allerbedste trommeslagere. Zildjian Days-konceptet har siden 1983 rejst hele kloden rundt - fra Sydamerika til Europa og Asien. Og nu kommer Zildjian Days altså også til Danmark for allerførste gang

Zildjian Days byder i år på blandt andre internationale navne som Mike Mangini, trommeslager for Dream Theater og Gavin Harrison, trommeslager for Porcupine Tree & King Crimson.


Ihan Haydar (billedet) er også at finde i programmet. Hun startede sin karriere for vinderen af European Song Contest, Soluna Samay, og er i dag trommeslager i bandet L.I.G.A, der er braget frem på scener og hitlister og som nu er et af de bedst sælgende danske acts. Ihan kan opleves live sammen med resten af L.I.G.A.

Til arrangementet i Pumpehuset vil trommeslager Jan Lysdahl også optræde, og han er efterhånden et kendt navn på den danske musikscene. Han har medvirket på de mest sælgende udgivelser i dansk musikhistorie og har spillet for et hav af kunstnere. Ud af en meget lang liste kan nævnes bands som: One Two, Sanne Salomonsen, Kim Larsen, Lars H.U.G., Sko & Torp og Mc Einar. 

Thomas Holmen, som slår sine folder i Infernal og er en efterspurgt mand til Clinics og Master Classes, dukker også op i Pumpehuset. Med Infernal har han spillet et utal af koncerter i både ind- og udland. Han var også manden bag den kendte dj og musiker Kato, hvor han på en hel festivalturné udgjorde rytmesektionen.


Sidst, men ikke mindst, byder programmet også på Morten Toft Hansen fra det danske melodiske metalband Raunchy.

Arrangementet finder som nævnt sted i aften den 18. november i Pumpehuset, København. Billetter kan findes her.

Se Ihan Haydar fyre den af på trommerne herunder. 

Se også Gavin Harrison imponerer Letterman, herunder. 



 

ANNONCE