x

Robbie og Kidman favoritter til jule-nr. 1

Robbie og Kidman favoritter til jule-nr. 1

Robbie Williams’ nye single, "Somethin’ Stupid", hvor han synger duet med Nicole Kidman, er bookmakernes storfavorit til den prestigefyldte plads som juleugens nr. 1 på den engelske hitliste, skriver nme.com.

Odds på sangen er nu faldet fra 2 til 1 til 1,75 til 1 hos bookmakeren William Hill. Nr. 2 er Titanic-skuespilleren Kate Winslets debut som sangerinde, "What If?", temaet til en TV-version af Dickens-klassikeren "Et Juleeventyr". Den har odds 7 til 1.

Robbie og Kidmans duet er forløberen for Williams’ nye album, "Swing When You’re Winning", der indeholder coverversioner af gamle swing-klassikere i bigband-arrangementer. Pladen byder på flere duetter, bl.a. med Frank Sinatra, der må siges at være blevet gravet specielt frem til lejligheden.

"Somethin’ Stupid" blev oprindelig indsunget af Frank Sinatra og hans datter Nancy.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA