x

Motown-stjerne er død

Motown-stjerne er død

Jimmy Ruffin (billedet) er død, skriver Rolling Stone. Den amerikanske soul-sanger var nok mest kendt for sangen "What Becomes Of The Broken Hearted," som blev udgivet på pladeselskabet Motown i 1966. Ruffin blev 78 år gammel og er gået bort i Las Vegas tidligere i denne uge, efter kort tids sygdom.

Efter et ophold i militæret i midten af 1960'erne udgav han albums på først Motown, siden pladeselskaberne Polydor og Chess op gennem 1960'erne og 1970'erne, før han udsendte sin allersidste soloskive i 1980. På dette album fik han en hjælpende hånd fra Robin Gibb fra Bee Gess.

Ruffin fik gennem sin karriere generelt mere opmærksomhed og anerkendelse på de britiske øer end i USA. Af denne grund flyttede Ruffin til England, hvor han begyndte at arbejde sammen med Paul Weller fra The Jam og Heaven 17.

Ruffins børn, Philicia Ruffin og Jimmy Lee Ruffin rapporterede faderens død og har siden udtalt følgende: "Jimmy Ruffin var en sjælden type, som efterlod et stærkt aftryk på musikbranchen. Hele vores familie er ekstremt kede over hans død. Han vil virkelig blive savnet. Vi vil ære og huske de mange fantastiske minder, vi alle sammen har med ham."

Hør Jimmy Ruffins største hit "What Becomes Of The Broken Hearted" herunder. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA