x

Mike Sherdian giver koncerter på meget sjældent instrument

Mike Sherdian giver koncerter på meget sjældent instrument

Det begyndte med instrumentets særlige udseende. Mike Sheridan, Amagerknægten, som blev udråbt til Danmarks elektroniske wunderkind i en meget ung alder, var fascineret af det sjældne, franske Cristal Baschet-glasorgel (billedet) på samme måde, som han var fascineret af eksempelvis Charles og Ray Eames' stole eller Axel Saltos formsprogsudfordrende keramik. Det var de svungne materialer, der tiltrak ham, længe inden han overhovedet havde hørt, hvordan instrumentet lød.

Mike Sheridan og Ensemble Hope spiller i DR Koncerthusets Studie 2 i København den 21/11 og i Musikhusets lille sal i Aarhus den 26/11, hvor glasorglet kommer i brug begge steder. Der er gratis adgang til koncerten i Aarhus.

- Jeg så et instrument. Det var smukt. Som en stålorkidé eller en rumstation. Det var retrofuturistisk, som noget fra tidlig science fiction, forklarer Mike Sheridan.

Og så hørte han Cristal Baschet'ets både skurrende og glasklare klang. For komponisten, der siden sin tidlige start ivrigt har udvidet sit kunstneriske, musikteknologiske og klangmæssige virkefelt, var det et instrument, der byggede bro mellem det elektroniske og det akustiske. Det helt igennem mekaniske instrument lyder nemlig, sin akustiske natur til trods, ganske elektronisk. Mike Sheridan forklarer, at for ham er klangen en slags urlyd, der emmer af mystik og eventyr.

- Det er lidt som at høre en klang, man har haft indeni hele tiden, og som man troede, man var nødt til at skabe elektronisk.

Jagten på det svært opnåelige

I en tid, hvor plugins, computere og billige produktionsmetoder har gjort hjemmestudiet til allemandseje, indledte Mike Sheridan nu et større detektivarbejde for at finde ud af, hvor og hvordan man kunne tilegne sig et Cristal Baschet. Jagten førte frem til videnskabsmanden, instrumentbyggeren og musikeren Frederic Bousquet, som altså ud over at forske i nye mekaniske veje til lydfrembringelse også bygger cristal baschet-orgler på licens fra opfinderne, de franske Baschet-brødre, også udgør den ene halvdel af duoen Ensemble Hope. Det andet medlem er slagtøjsmanden Marc-Antoine Millon.

Man skal ansøge om lov til at købe et cristal baschet. Der bliver sikret, at man som en af de få ejere af et instrument gør noget relevant med det. I Mike Sheridans tilfælde handlede det altså blandt andet om at finde den klang, han hele tiden havde haft indeni. Sheridan mener, der er en større dynamik i Cristal Baschet'ets klang, end der er i meget moderne, elektronisk musik, og hører man den allestedsnærværende, hårdt komprimerede EDM-musiks cykliske bass-drops, kan man være tilbøjelig til at give ham ret.

Luksuskoncerter med vibrerende klange

Og så opstod ideen om en samarbejdskoncert med Ensemble Hope. Sheridan har allerede komponeret teatermusik sammen med duoen, og elementer af denne musik vil dukke op under koncerterne, som har et vist på forhånd aftalt udgangspunkt, men som vil have lige så meget karakter af eksperiment som komposition. Den geniale opfinder Nikola Tesla sagde engang, at hvis man vil finde ud af universets hemmeligheder, skal man tænke i energi, frekvens og vibration, og det er den type lydmæssig grundforskning, Mike Sheridan og Ensemble Hope vil forsøge at byde på. En samling mikrofoner, som Sheridan beskriver som "det bedste, broadcastverdenen kan byde på" vil blive brugt til at forstærke lyden af de akustiske instrumenter, og koncerten vil blive mixet i 5.1-surround, en rumlig lydoplevelse, som mange måske ellers kender fra biografen.

Mike Sheridan og Ensemble Hope spiller i DR Koncerthusets Studie 2 i København den 21/11 og i Musikhusets lille sal i Aarhus den 26/11. Der er gratis adgang til koncerten i Aarhus.

Koncerterne er blevet til i samarbejde med DR, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Jysk Musikkonservatorium og Copenhagen Jazzfestival.

Køb billetter til koncerten i DR Koncerthuset her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA