x

Smukfest Copenhagen gav underskud

Smukfest Copenhagen gav underskud

Smukfest Copenhagen, der blev afholdt på 10-Øren på Amager i august gav minus på kontoen. Underskuddet er opgjort til i alt 1,6 millioner kroner, viser et notat, som Skanderborg Festival har sendt til Københavns Kommune i forbindelse med en ansøgning om at holde Smukfest Copenhagen igen i 2015. 

På trods af navne som Pet Shop Boys, Magtens Korridorer, Ukendt Kunstner og Nephew blev Smukfest Copenhagen ikke en succes, når man ser på økonomien.

"Når man laver et helt nyt event, går der typisk et par år, før det løber rundt. Derfor endte det med et underskud. Selve stedet er et forholdsvis dyrt sted at lave arrangementer, da der skal bruges penge på kloakering, strøm og vand," skriver formanden Claus Visbye fra Skanderborg Festival i notatet. 

I det omtalte notat forespørger Smukfest Københavns Kommune som nævnt om støtte til endnu en udgave af Smukfest Copenhagen næste år. De ønsker henholdsvis et beløb på 300.000 kroner, der skal dække el, vand og kloakker på pladsen på Amager, en halv million i underskudgaranti og en anmodning om, at artisterne må optræde til klokken to om natten. I ansøgningen nævner Claus Visbye i øvrigt også "Odense kommunes massive støtte til den nye Tinderbox Festival" som et eksempel på den tilspidsede konkurrencesituation mellem festivalerne, hvor honorarerne til internationale stjerner stiger.

Tilbage i august lavede GAFFA en interview med talsmand Poul Martin Bonde, for at høre hans reaktion på, hvordan Smukfest i Copenhagen gik:

"Jeg synes, vi har fået en fantastisk god begyndelse i København. Vi har været heldige med vejret, der var en fin stemning på pladsen, musikken var god, og der kom pænt med folk. Cirka 8000 den første dag og 12.000 dag to. Der kunne sagtens have været flere tusinde flere, for pladsen er jo stor, men vi er godt tilfredse."

Om Smukfest Copenhagen bliver en større succes næste år, vil kun tiden vise. I hvert fald vender arrangementet tilbage i Købengavn igen i 2015.

Hør Pet Shop Boys med det kendte nummer "Go West" i nedenstående video:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA