Nyhed

Roskilde: Corabelle vender ikke tilbage

Elektronikafestivalen, der blev aflyst med få dages varsel i august, vender ikke tilbage i den nærmeste fremtid

Den 18. august 2014 aflyste Roskilde Festival-gruppen endags-eventen Corabelle, som skulle have fundet sted den 23. august 2014 i området Hedeland ved Hedehusene mellem Roskilde og København. Et svigtende billetsalg betød, at det ikke ville være muligt at skabe den ønskede oplevelse.

Festivalen skulle blandt andet præsenteret navne som Chase & Status, Knife Party, Moodyman, CHLLNGR og Buda.

Corabelle ville derfor ikke blive en begivenhed, der levede op til forventningerne hos hverken partnere, billetkøbere eller Roskilde Festival-gruppen. Og festivalen bliver ikke arrangeret igen i den nærmeste fremtid, oplyser festivalen nu.

Roskilde Festival-gruppens talskvinde, Christina Bilde, siger:
 
"Siden aflysningen af Corabelle har vi med hjælp fra eksterne konsulenter evalueret både event og proces, og vi har på baggrund af den samlede evaluering besluttet, at Corabelle ikke skal genoptages for nu. Vi mener stadig, at konceptet er rigtigt, men vores vurdering er, at timingen for et initiativ som Corabelle ikke er den rette i det nuværende festivalmarked. Dermed dog ikke sagt, at vi ikke på et senere tidspunkt kunne forestille os at stå bag et lignende initiativ."

ANNONCE