Tinderbox Festival klar med de første navne

Tinderbox Festival klar med de første navne

Den nystartede og meget omtalte Odense-festival Tinderbox har netop offentliggjort de første fem navne via tv2fyn.dk: Robbie Williams, Calvin Harris, The Cardigans, D-A-D og MØ, der vil spille i Tusindårsskoven ved Odense 26.-28. juni 2015. Billetsalget til festivalen begynder på Billetlugen.dk 1. december klokken 10.

Robbie Williams har senest været aktuel med sit swing-album "Swings Both Ways" fra 2013, et album, der førte til to koncerter i Jyske Bank Boxen i maj. Vi satser dog på, at han på Tinderbox vil optræde med sine pophits, som har gjort ham til en af verdens mest populære sangere fra og med solodebuten i 1997. Hans 2015-turné hedder da også "Let Me Entertain You Tour" opkaldt efter hans 1998-hit "Let Me Entertain You", der ofte har åbnet hans koncerter.

Calvin Harris var i september den første kunstner til at runde 1 milliard afspilninger på Spotify. Den skotske dj, EDM-musiker og producer har med andre ord massiv succes, og det har han opnået på få år – han albumdebuterede i 2007 og har til dato udgivet fire album, senest "Motion" fra oktober i år. Blandt hans mange hits kan nævnes "I'm Not Alone", "Bounce" (feat. Kelis), "We'll Be Coming Back" (feat. Example), "Sweet Nothing" (feat. Florence Welch) og "Blame" (feat. John Newman), der alle er gået top 10 i Danmark.

The Cardigans er samlet igen, efter at sangerinde Nina Persson i 2014 udgav sit første album i eget navn og i den forbindelse gæstede både Amager Bio og NorthSide. Du kan se frem til genhør med pophits som "Lovefool", "My Favourite Game", "Erase/Rewind" og mange flere.

D-A-D kunne i år fejre 30 års jubilæum som liveband og modtog tidligere på måneden en Æres-Danish Music Award for lang og tro tjeneste i dansk rock. Vi gætter på, at sanger Jesper Binzer vil råbe "udemærket, Odense" fra scenen, og måske også nogle velmenende bandeord, der ikke egner sig i dette forum.

MØ må siges at være en af Danmarks mest internationalt turnerende og omtalte kunstnere i 2014. Hun har optrådt på en lang række festivaler i ind- og udland og har sunget i amerikanske tv-shows som Jimmy Kimmel Live og Saturday Night Live, sidstnævnte i selskab med den australske rapstjerne Iggy Azalea. MØ er født og opvokset i Odense, så der bliver tale om en hjemkomst af de store, når sangerinden med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted giver koncert i Tusindårsskoven.

Med disse fem offentliggørelser må Tinderbox siges at være kommet ind i kampen om næste års festivalpublikum. En kamp, der allerede har givet anledning til en voldsom debat i det danske musikmiljø, hvor en konstellation af de fire festivaler Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe i september reagerede voldsomt på Tinderbox-medarrangørerne Down the Drain og Beatbox Concerts' tidligere tætte forbindelser til bookingbureauerne Beatbox Booking og Skandinavian, hvilket ifølge de fire festivaler var konkurrenceforvridende. Forbindelserne er nu afbrudt via opsplitninger i Beatbox og Down the Drains salg af Skandinavian. Læs mere om sagen via dette link

Planen for festivalen er ifølge tv2fyn.dk fire scener, mere end 50 artister og plads til 50.000 gæster.

Billetsalget til festivalen begynder på Billetlugen.dk 1. december klokken 10.

Varm op med Calvin Harris' "Ready for the Weekend":

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA