Nyhed

Skal dit band spille på Spot Festival 2015?

Promus i Aarhus er på udgik efter bands til konkurrencen International Showcase under Spot Festival 2015

Promus, som er produktionscenteret for rytmisk musik i Aarhus, arrangerer en fællesshowcase til Spot Festival næste år. Det foregår i samarbejde med RockCity i Hamburg og UpSweden i Malmö, og parterne opfordrer bands og solister fra Aarhus og omegn til at deltage. Overskriften for projektet hedder "Urban Music Network". Projektet fandt sted for første gang under Spot Festival i år.

Ud fra tanken om, at "musikere møder musikere på tværs af grænserne – og sød musik opstår" dukkede idéen op om at igangsætte et internationalt netværk, hvor bands får mulighed for at slå hovederne sammen og udveksle musikalske erfaringer.

Promus har igennem flere år haft kontakt til musiknetværkene i Hamburg og Malmö, og kombineret med et i forvejen tæt samarbejde med Spot Festival blev et fællesinitiativ stablet på benene.


De tre musiknetværk, RockCity i Hamburg, UpSweden i Malmö og Promus i Aarhus, vil altså præsentere en god portion talentfulde bands og solister i forbindelsen med Spot Festival i 2015.

De udvalgte bands og/eller solister optræder på en fællesscene, og Urban Music Network-showcasen sker lørdag d. 2. maj 2015 i tidsrummet 15:00 - 00:00.

Promus inviterer nu til et "open call" om pladserne, og har sammensat en kompetent fagjury til at udvælge de tre bands og/eller solister, som Promus skal præsentere.


Juryen består af:

Nanna Schannong - musiker, Lowly (billedet)

Peter Ramsdal - chefredaktør, GAFFA


John Fogde - talsmand, NorthSide

Tom Fjederholt - manager og booker, Fonden VoxHall 

Der er dog opstillet følgende krav for at ansøge:


  • Du/I er hjemmehørende i Aarhus-området
  • Du/I har en vis erfaring og professionel tilgang til jeres musik – d.v.s. I har "været omkring" på spillesteder og festivaler i noget tid, har udgivet jeres musik og har seriøse ambitioner.
  • Du/I synger på engelsk
  • Du/I er indstillede på at være aktive i det netværk, Promus arbejder på at bygge op mellem de forskellige bands fra de tre lande, samt at følge et rådgivningsforløb forud for Spot Festival, som Promus stiller rådighed.

Ansøgningsfristen er mandag d. 8. december kl. 12:00. Du kan få fat i ansøgningsskemaet på Promus' hjemmeside.

Nanna Schannong og gruppen Lowly spillede på dette års "Urban Music Network" og repræsenterede Aarhus-området. Du kan se musikvideoen til sangen "Daydreamers" nedenfor:


ANNONCE