x

Roskilde Festival offentliggør hovednavn – og 18 andre

Roskilde Festival offentliggør hovednavn – og 18 andre

Festivalgæster fra hele Danmark har ventet i spænding på netop denne dag. Dagen, hvor Roskilde Festival for alvor løfter sløret for de navne, der skal tiltrække næste års klientel. Festivalen har allerede offentliggjort navne som Pharrell Williams, Suspekt, Mew, Av Av Av og Lamb Of God til 2015-programmet, men nu bliver listen længere og måske bedre for nogen.

Bandet Muse er værd at nævne som det første af de i alt 19 nye navne – det 20., Av Av Av blev offentliggjort onsdag klokken 18.15. Den engelske trio med forsanger Matt Bellamy i front træder til sommer op på Orange Scene. Dette vil sandsynligvis ske med bandets syvende studiealbum i rygsækken, da Muse tidligere har meddelt deres fans verden over, at de forventer at udgive et nyt album i løbet af 2015. Koncerten bliver samtidig Muses første i Danmark siden deres koncert på samme Orange Scene på Roskilde Festival 2010.

Muse ankommer dog ikke alene til Roskilde Festival, for der er endnu mere rock i bredformat, alternativ pop og singer-songwriting i vente fra amerikanske The War On Drugs og St. Vincent og svenske The Tallest Man on Earth.

Derudover vil urbane kunstnere som ILoveMakonne, Future Brown, Young Fathers og Kate Tempest velsigne festivalen med hiphop, rap og elektronisk musik i forskellige musikalske mutationer.

Samtidig er en ny bølge af black metal-navne som amerikanske Deafhaven og det danske en-kvindes-band Myrkyr i færd med at indvie helt nyt fans i de sorteste regioner af metalscenen.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger følgende om dagens offentliggørelser:

"Vi har nu løftet sløret for 30 navne til 2015, og allerede nu favner vi den klassiske stadionrock, alternativ pop, world-musik og de næste generationer inden for metal, elektronisk og hiphop. Selvom vi fortsat mangler at offentliggøre 139 navne, så kan de mest nysgerrige musikelskere altså godt begynde at gå på opdagelse i Roskilde Festivals program og spotte tendenserne fra musikkens fortid, nutid og fremtid."

En samlet liste over Roskilde Festivals netop tilføjede navne ser således ud:

Muse

St. Vincent

The Tallest Man On Earth  (med band, eneste skandinaviske festivalshow)

The War On Drugs

Av Av Av (blev offentliggjort i går)

Batida

Broken Twin

Dalhous

Deafhaven

Future Brown

Goat

Honningbarna

ILoveMakonnen

Kasai Allstars

Kate Tempest

Myrkur

OFF!

Pallbearer

Tropkillaz

Young Fathers

Facts om Roskilde Festival 2015.

Roskilde Festival varer 8 dage mellem lørdag 27. juni og lørdag 4. juli.

Den endelige plakat vil rumme 169 kunstnere.

30 navne er foreløbig offentliggjort.

Musikbudgettet er på cirka 50 millioner kroner.

Det fulde driftsbudget er på cirka 175 millioner kroner.

Musikprogrammet sammensættes af en gruppe på seks bookere bestående af lønnede og frivillige. Anders Wahrén er programansvarlig.

75.000 partout-billetter og 20.000 endagsbilletter er sat til salg.  

Alt overskud doneres til velgørende og humanitære formål.

Billetsalget er i gang via Billetnet.dk

Se en videoplayliste med de nye offentliggørelser:

 
 

Se en video om Roskildes nye offentliggørelser: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA