x

Se smukke Kristina Renée ryste tvivlen af sig

Se smukke Kristina Renée ryste tvivlen af sig

Den 27-årige sangskriver og sangerinde Kristina Renée har netop udsendt sin nye single kaldet "Shake The Shadow," der følger op på det anmelderroste debutalbum "Taming Tigers", der ramte gaden sidste år.

I musikvideoen er budskabet, at vi skal lægge tvivlen bag os og tage handling. Kristina Renée udtaler om sangen:

"Det er en sang, der tager udgangspunkt i tvivlen. For tvivlen ligger i os alle og lurer, men jeg synes, det er vigtigt at trodse negativiteten og holde fokus rettet mod sine egne drømme. Selvom de valg, vi tager her i livet, kan være fulgt af tvivl, er det vigtigste netop, at vi tager nogle valg og så går efter dem."

At gøre tvivlen til fortid er bogstavelig talt noget, sangerinden selv har gjort brug af på den kommende plade:

"Jeg tog med de her tre fantastiske drenge til Sverige, hvor vi lavede udgangspunktet for hele pladen på en uge. Jeg har nok altid været meget forsigtig og tvivlende, og på min sidste plade (debutalbummet "Taming Tigers", 2013) tog jeg en masse modige valg og valgte dem fra, fordi jeg simpelthen var for nervøs. Hende tvivleren gad jeg simpelthen ikke have med på denne nye plade. Så jeg tog udfordringen op fra Frederik, Fridolin og Martin og indvilligede i en uges hardcore sangskrivning og indspilning," siger Kristina Renée og uddyber:

"Jeg satte mig selv i en situation, hvor jeg enten ville komme hjem tomhændet eller med en masse modige og impulsive sange. Det endte heldigvis med at være det sidste scenarie. Det var en kæmpe sejr at kunne bevise, at kimen til en plade kunne lægges på blot en uge. For jeg har indset, at den overtænkte komfortzone måske ikke afføder det mest interessante musik, og hvor mine sange før var inderlige og introverte, har den nye arbejdsmetode affødt et langt mere udadvendt udtryk, der spiller skidegodt sammen med mit livssyn. "

Sangen "Shake The Shadow", der i øvrigt også er titelnummeret på Kristina Renées kommende album, er skrevet på en uge i Sverige sammen med producerne Frederik og Fridolin Nordsø (medlemmer af The William Blakes) samt Martin Hedegaard. Sidstnævnte er vinderen fra første udgave af X Factor i den Danmark tilbage i 2008, som nu er sprunget ud som producer.

Efter den effektive uge i Sverige kom materialet med i kufferten hjem til Danmark, hvor det næste år blev brugt på at lave albummet færdigt. Og det udkommer i begyndelsen af 2015.

Du kan se musikvideoen til "Shake The Shadow" i nedenstående video:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA