Nyhed

P6 Beat Rocker Koncerthuset afslører nye navne

I alt fire styk er der tilføjet til dette års musikprogram

For tredje år i træk afholder DR "P6 Beat rocker Koncerthuset", hvor radiokanalen præsenterer et line-up af aktuelle kunstnere rundt om i hele koncerthuset. DR har nu tilføjet tre yderligere navne og en dj til programmet. Dog er eventet, som foregår den 20. december udsolgt. De, som har fået en billet i hus kan derfor roligt læne sig tilbage og glæde sig til et spændende program.

De nye navne er henholdsvis Kwamie Liv, Chorus Grant, Vinnie Who og P6 Beats egen DJ Buda. Kwamie Liv er en dansk/zambiansk sangerinde, som bevæger sig inden for electropop- og r&b-genren. Hun er blevet sammenlignet med Lana Del Rey, The Weekend og M.I.A. Kwamie Liv debuterede med ep'en "Lost in the Girl", og kort tid efter udkom det selvbetitlede mini-album.

Andet navn er Chorus Grant. Bag kunstnernavnet Chorus Grant finder du den bornholmske sanger og sangskriver Kristian Finne Kristensen. Hvis navnet virker bekendt, er det fordi, den bornholmske sanger har været forsanger i bandet River Phoenix og nu udgør den anden halvdel af bandet Cancer sammen med forsangeren Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine. Chorus Grant udsendte i februar i år sit andet album, som GAFFAs Rune Schlosser var imponeret over.


Pop- og disco-sangeren Vinnie Who offentliggjorde for nylig en ny video til nummeret "Seven" og en turné til foråret. Sangeren kommer i øvrigt med sit nye album i starten af næste år.

Det fjerde og sidste navn for denne omgang er P6 Beats vært DJ Buda, som er kendt for at præsentere elektronisk musik på radiokanalen. Derudover er han den ene halvdel af duoen Lulu Rouge. 

De øvrige optrædende kunstnere til P6 Beat rocker Koncerthuset vil løbende blive offentliggjort på GAFFA.dk, helt frem til arrangementet løber af stablen i DR Koncerthuset lørdag 20. december. 


Har man ikke mulighed for at være til stede ved koncerterne, er der ingen grund til at være ked af det. P6 Beat og flere af DR's øvrige platforme sender nemlig masser af direkte livemusik fra koncerterne, hvor P6 Beats værter vil guide lytterne igennem aftenen med reportager og interviews med de medvirkende kunstnere.

Se musikvideoen til den nye single "Seven" fra Vinnie Who herunder:


 

ANNONCE