Will Oldham medvirker i to film på festivalen og giver koncert på Vega
NatFilm Festivalen 23. marts til 1. april har en musikalsk lækkerbisken på programmet: Den amerikanske singer-songerwriter og skuespiller Will Oldham, bedre kendt som Bonnie "Prince" Billy, kommer nemlig til festivalen og giver i den forbindelse en eksklusiv koncert på Store Vega den 23. marts.
Bonnie "Prince" Billy har med sin alt.country-musik længe været et verdensnavn indenfor musikken, men faktisk er Bonnie "Prince" Billy under sit civile navn Will Oldham også ved at bide sig godt fast som skuespiller.
På årets NatFilm Festival kan Oldham opleves i hovedrollen i to nye amerikanske film, den poetisk underfundige "Old Joy" instrueret af Kelly Reichardt, og den absurde komedie "The Guatemalan Handshake" instrueret af Todd Rohal.
Musikalsk ankommer Bonnie "Prince" Billy til Vega med et nyt, skamrost album i bagagen. "The Letting Go" blev indspillet på Island og er produceret af den tidligere Björk-producer Valgeir Sigurdsson.
Ved hjælp af violiner, cello, flygelhorn, og ikke mindst den dygtige sangerinde Dawn McCarthy, lykkedes det Sigurdsson og Billy at bringe øens magi og det nordiske vemod til udtryk.
Bonnie "Prince" Billy (m. support Sir Richard Bishop)
Dato: 23. marts 2007
Scene: Store Vega
Tidspunkt: Kl. 21
Billetsalget starter den 5. februar via VEGAs hjemmeside, Billetlugen og i i FONA-butikker.