Nyhed

Starfighters 2007 skudt i gang

Danmarks største musikkonkurrence kører igen, mens sidste års vindere, Surfact, har debutalbum lige om hjørnet

Så går startskuddet igen til den årlige Starfighters-konkurrence. Den uden tvivl største og tungeste af de mange forskellige konkurrencer for bands og solister.

Grundlæggende foregår det ligesom de øvrige år: Hvis du er et band eller en kunstner med eget materiale, kan du fra www.starfighters.dk downloade en tilmelding.

Tilmeldingen sender du sammen med en demo-cd ind til enten MTV, P3 eller GAFFA, der hver udvælger henholdsvis to, tre og tre finalister, der alle spiller en koncert om torsdagen på dette års Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Her vil en blanding af dommere fra de tre medier samt publikum afgøre vinderen, der løber af sted med en pladekontrakt med et budget på 300.000 kroner, en 25.000 kroner fotosession samt i alt tre betalte koncerter på Danmarks Smukkeste Festival i år og næste år.


Det betyder, at man i år kan høre sidste års vinder, Surfact (billedet). Dem har man også kunne høre den sidste måneds tid på P3, eller på MTV, hvor de har ligget nummer et på hitlisten i tre uger med debutsinglen ”Soulslide”. Debut-albummet udkommer 26. februar, og forventningerne er tårnhøje.

Men det er bestemt ikke kun vinderne, der får noget ud af finalen. Netop album-aktuelle källing og snart ditto Dúné og Caufield har alle tidligere deltaget i konkurrencen og har sikkert samlet både erfaringer og kontakter dér. Så selvom de ikke samlede førstepræmien op, har det været med til at bane vejen for den senere opmærksomhed.

Medarrangør Poul Martin Bonde fremhæver også netop de bands som nogen, man lagde mærke til, selvom de måske ikke var helt klar til et album endnu dengang. For det hele handler jo om at hive nogle nye talenter frem, og det er ikke alle, der er klar til det. Det er vigtigt, at demoerne ikke bliver vurderet ud fra produktionen, men om sangene, spillet og ambitionerne er i orden.


– For præmien er ikke bare en medalje eller en ære, det er et stykke konkret virkelighed. En rigtig plade, der kommer ud og skal gøre sig, fortæller Poul Martin Bonde.

Derfor er det også vigtigt, at arbejdet bliver gjort ordentligt. Af samme grund arbejder Starfighters med et budget, der gør det muligt at komme helt ind på markedet.


Læs mere på Starfighters' hjemmeside

ANNONCE