GAFFA.dk’s anmelder begejstret for charmetroldens tourstart i Roskilde
Torsdag aften holdt Thomas Helmig premiere på sin omfattende, næsten udsolgte Danmarksturné i Roskilde Hallerne. GAFFA.dk’s anmelder Linda-Doris Pedersen var på pletten sammen med en lang række overvejende kvindelige fans. Og de var alle begejstrede for den århusianske charmetrold.
Linda-Doris Pedersen skriver blandt andet:
”Der findes ikke spor af den vanlige tilbageholdenhed, som publikum kan have over for et nyt album. Med en stemme, der klædeligt er lidt dybere og ikke helt så glatpoleret som i 80’erne, starter Thomas ballet med nummeret ”ABCD”, og inden for ganske få minutter har vi fællessang og de obligatoriske kvindeskrig, hver gang Thomas spreder armene og danser lidt for os.”
Og den gode stemning fortsatte koncerten igennem, hvor Helmig bød på en stribe numre fra sit nye album "Helmig Herfra" og højdepunkter fra hele karrieren, både den dansk- og den engelsksprogede. Linda-Doris Pedersen konkluderer:
”Torsdag aften blev i Roskilde en kvindelig folkefest. Ikke så meget anderledes end det, man forventede, men applausen for igen at kunne levere en gennemprofessionel koncert fremført med vanlig charme, euforisk stemning og nok Danmarks allerbedste musikere som fast backup skal man ikke sådan kimse ad.”