x

NorthSide klar med tre nye navne

NorthSide klar med tre nye navne

NorthSide Festival 2015 krydrer sidste annonceringsrunde i år med tre interessante navne. Arrangørerne fra festivalen har nemlig fået skovlen under amerikanske Wu-Tang Clan, ligeledes amerikanske Matthew E. White og danske Spids Nøgenhat.

Wu-Tang Clan

De er blevet kaldt den vigtigste hiphop-gruppe nogensinde, og få grupper består af så mange medlemmer med succesfulde solokarrierer som Wu-Tang Clan fra Staten Island, New York. Rapgruppen har inspireret alle fra Barack Obama og Jon Stewart til Kanye West og Eminem.

Den ni mand store gruppe har netop udsendt albummet "A Better Tomorrow", der viser RZA, Raekwon, Method Man, GZA, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa, Cappadonna og Ghostface Killah i absolut topform, og albummet indskriver sig uden problemer i rækken af klassikere sammen med debutpladen "Enter the Wu-Tang (36 Chambers)", "Wu-Tang Forever" og "The W". Det seneste udspil "A Better Tomorrow" gav også anledning til, at GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez nærmest kastede fem stjerner i nakken af den ikoniske gruppe. 

"Vi har altid haft en ambition om at have hiphop-navne på programmet, og vi havde tidligere i år stor succes med at præsentere A$AP Rocky og Jurassic 5 på NorthSide. Men der kan ikke være tvivl om, at vi med Wu-Tang Clan har bevæget os op i en anden lliga. De er legendariske, ikke bare i hiphop-kredse, men på tværs af alle genrer og kan med rette beskrives som et af 90'ernes mest indflydelsesrige navne," siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Wu-Tang Clan må siges at pryde det i forvejen stjernespækkede program, men som sagt er der netop blevet offentliggjort tre nye navne, hvoraf de sidste to er følgende:

Spids Nøgenhat

Det danske rockband Spids Nøgenhat er brandvarme og rev to priser hjem til dette års Danish Music Awards. Dette for Årets Danske Live-Navn og Årets Danske Rockudgivelse. De langhårede og fuldskægsbærende rockdrenge vil med sikkerhed pryde plakaten til Northside 2015. Bandets seneste udspil, albummet "Kommer Med Fred", som tilnærmelsesvis er en hyldest til det grønne og brune hallucinerende stof cannabis, giver i hvert fald god grund til begejstring. GAFFAs anmelder Espen Strunk gav albummet fire stjerner.

Matthew E. White

Det amerikanske stortalent Matthew E. White stormer i øjeblikket frem. Han har albummet "Big Inner" i rygsækken og har tidligere besøgt Store Vega i København. Debutalbummet, som udkom i januar 2013, gav anledning til stor begejstring for GAFFAs anmelder Finn P. Madsen. Han gav albummet fem stjerner og skrev følgende: "Matthew E. White lyder på sin ekstremt gennemførte debut som om, han har været i the game i årtier. 'Big Inner' er intet ringere end et et rent overflødighedshorn af glohed soul, Stax og delikate jazzfinesser smeltet sammen med et godt øre for iørefaldende lounge-pop." Matthew E. White udgiver til marts sit andet album, "Fresh Blood".

NorthSide Festival har altså hvervet yderligere tre anmelderdarlings til programmet, som i forvejen byder på store både internationale og nationale navne.

Det foreløbige program ser nu således ud:

Alt-J

FKA Twigs

George Ezra

Interpol

Jack Garratt

John Grant

José González

Matthew E. White

Sam Smith

Spids Nøgenhat

The Black Keys

The Parov Stelar Band

Wu-Tang Clan

NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14- juni, og billetter til festen på græsmarken kan findes her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA