x

Pop Revo offentliggør datoer og første band

Pop Revo offentliggør datoer og første band

I 2015 foregår Pop Revo fra den 14. til den 16. maj på scener centreret omkring VoxHall i Aarhus. Pop Revo præsenterer musik fra kanten af den legesyge indiescene uden at smide folk af i svinget. Festivalen løfter nu også sløret for det første bandnavn, nemlig californiske Foxygen. Koncerten til Pop Revo er desuden Foxygens første koncert i Aarhus nogensinde.

Foxygen er en duo, der raffineret og excentrisk leger med syrepsych, rock'n'roll, sukkerpop og punk over det aktuelle album "…And Star Power"s 24 sange. Foxygen blander musikalske gulaldre og skaber ny moderne hits med et genrejonglerende udtryk.

Foxygens seneste udspil "…And Star Power" masserede GAFFAs anmelder Finn P. Madsens ører i en sådan grad, at han måtte takke ved at uddele fem stjerner til de to amerikanere. Hertil skrev han: "De kreative idéer er nærmest ved at vælte over hinanden på Foxygens tredje udspil "…And Star Power". Som på debuten tager bandets musik udgangspunkt i tressernes hippiescene, men denne gang skal trippet bare endnu længere ud. Med andre ord, den californiske duo knalder helt ud. Her er ingen grænser, meget græs skal betrædes musikalsk. Hele 82 minutter fordelt på et dobbeltalbum opdelt i fire sektioner, hvor Foxygen tøjlesløs giver os en belæring i, hvordan god underholdning, skal lyde, også selv om den indimellem er svær at tage alvorligt."

Billetsalget til festivalen starter først i januar, men indtil da kan du varme op med nummeret "How Can You Really" fra Foxygens tredje studiealbum "…And Star Power," herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA