x

Leonard Cohens søn tager på dansk turné

Leonard Cohens søn tager på dansk turné

Det kunne måske virke afskrækkende på nogle at give sig i kast med sangskrivningens kunst, hvis ens far i forvejen er en af verdens mest anerkendte sangskrivere. Adam Cohen, søn af den legendariske Leonard Cohen, har taget udfordrigen op og skabt sig en glimrende karriere under eget navn. Han besøger Danmark til næste år, hvor han giver hele fire koncerter i februar. Du kan se hvor og hvornår her forneden.

Adam Cohen vedkender sig sin fars musikalske arv med fokus på afdæmpede kærlighedssange. Det musikalske univers er centreret omkring kærligheden og kærlighedens skyggesider. Hans seneste album, "We Go Home", udkom i september til en fin firestjerners anmeldelse. GAFFAs musikanmelder Jan Opstrup Poulsen skrev: "Adam Cohen kan nemlig ikke løbe fra stemmen, der trods sin lysere karakter lyder som en den yngre Leonard Cohen. Han kan heller ikke løbe fra fraseringerne og de fortællende historier. Alligevel lykkes det for ham at skabe sit eget udtryk med en række stærke sange, der trækker fortrinligt på den amerikanske folkemusik. Det er i disse enkle sange, at Adam Cohen skinner skarpest."

I oktober gæstede Adam Cohen Pavilionen i Grenå, som en del af arrangementet Rootsline. Her imponerede han i den grad og trak en fem stjerners anmeldelse hjem. GAFFAs Christian Voldborg Andersen var da heller ikke i tvivl om lighedspunkterne med det fædrene ophav og konkluderede blandt andet, at den sympatiske søn snildt løftede arven "fra farmand".

Adam Cohen giver koncert følgende steder i februar:

11. februar: Holbæk, Musikhus Elværket
12. februar: Næstved, Grønnegades Kaserne
13. februar: Esbjerg, Tobakken
14. februar: København, Pumpehuset

Billetsalget er startet, og billetter kan skaffes via spillestedernes hjemmesider og billetlugen.dk

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA