Rapperen følger op på sit kommende album, Byggesten, med en omfattende Danmarksturné
Pede B, født i 1984 med det borgerlige navn Peter Ankjær Bigaard, er en af landets største freestyle-rappere. Han har tidligere i år været officiel ambassadør for Movember-kampagnen, og den 2. marts udkommer han med albummet "Byggesten" sammen med makkeren Dj Noize. I den anledning drager makkerparret på en omfattende turné rundt i det danske land. Se den samlede turnéplan her forneden.
Turnéen bliver skudt i gang med et brag af en releasekoncert på Lille Vega den 7. marts, og der i den grad lagt op til sveddryppende liveshows. Pede B fortæller:
"Liveshows er alt for os. Det er her, vi viser, hvor stærke vi er blevet. De sidste par års koncerter har vist Noize og jeg, hvad der virker på scenen, så det er med de erfaringer i baghovedet, vi rammer studiet og scenekanten den kommende tid."
Med sig på turné har Pede B og Dj Noize den talentfulde Emilie Moldow, der sang til det Danske Melodi Grand Prix 2014 med sangen "Vi finder hjem", Pede B's mangeårige backup-rapper LuxXx og producer Adam Sampler.
Med det kommende album håber Pede B at kunne cementere sit navn endnu stærkere i danskernes bevidsthed. "Albumtitlen Byggesten henviser til de mange lag, vi som mennesker består af og har opbygget, siden vi var børn. Disse byggesten former den person, du er, og giver dig forklaringen på, hvorfor du angriber hverdagen, som du gør," fortæller Pede B om albummet.
I april udkom Pede B og Dj Noize med minialbummet "Vi Hjerte Alberte", som var en triumf af et hyldestalbum til Alberte Windings originalmusik. GAFFAs musikanmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr kvitterede med fuldt hus, seks stjerner, for udspillet og skrev: "Det klæder med andre ord de to herrer at være lidt mere jazzy i deres lyd. Og det klæder Winding at blive sat ind i en ny kontekst. Et vellykket koncept, der varmt kan anbefales."
Billetsalget er gået i gang, og billetter kan skaffes her
Byggesten Forårsturné 2015
7/3 København, Lille Vega - Releasekoncert
9/4 Herning, Fermaten
10/4 Vejle, Bygningen
11/4 Kolding, Pitstop
16/4 Fredericia, Det Bruunske Pakhus
17/4 Roskilde, Gimle
18/4 Bornholm, Raschs Pakhuz
23/4 Aarhus, Radar
24/4 Horsens, Kulisselageret
25/4 Odense, Kulturmaskinen
30/4 Skanderborg, Walthers Musikcafé
1/5 Esbjerg, Huset
7/5 Svendborg, Harders
8/5 Herlev, KlauZdal
9/5 Nykøbing, Kulturfabrikken
13/5 Slagelse, Badeanstalten
14/5 Frederiksværk, Gjethuset
15/5 Albertslund, Forbrændingen
16/5 Lyngby, Templet
22/5 Randers, Von Hatten
23/5 Aabenraa, GazzVærket
12/6 Vordingborg, Stars