x

Tre nye navne til Frost Festival

Tre nye navne til Frost Festival

Under buede kirkehvælvinger på Blågårds Plads spiller en af Englands bedst anmeldte debutanter, East India Youth, dobbeltkoncert med Sleep Party People, og duoen A Winged Victory For The Sullen sætter et eftertænksomt aftryk med ny-klassiske kompositioner. De tre netop offentliggjorte forstærker et allerede mangfoldigt program til Frost Festival 2015.

"Frost indtager hvert år et bredt udvalg af håndplukkede locations. Skal man pege på et enkelt sted, der kandiderer til titlen som festivalens hjemmebane, må det være den fine kirke på Blågårds Plads, som har lagt rum og kirkebænke til mange legendariske Frost-koncerter. Det var her pianisten Nils Frahm i 2012 tryllebandt en udsolgt sal, og vi har store forventninger til, at en lignende magi vil fylde rummet, når A Winged Victory For The Sullen lader deres filmiske ambient møde klassisk musik. Lige så højt til kirkehvælvingerne bliver der, når to af Europas stærkeste kort indenfor elektronisk drømmepop, East India Youth og Sleep Party People, inviterer til søndagsseance i den nedlagte kirke," siger Mikael Pass, der er direktør for  Frost Festival. 

En kort præsentation af de offentliggjorte bands ser således ud:

East India Youth

Få debuterende har i de sidste år fået så meget positiv opmærksomhed som East India Youth, hvilket også gav ham en Mercury Music Prize-nominering under bæltet lige som han i disse dage florerer på diverse 'best of 2014'-lister.

Sleep Party People

Samme aften som East India Youth er på scenen under Koncertkirkens hvælving udfolder et andet one-man-band sit elektroniske univers. Danske Brian Batz bringer fuldt bunny-band med på scenen til sin koncert som Sleep Party People. Maskeret som kanin har Brian Batz på tre album opbygget en egen signaturlyd, der udfolder drømmeagtige lydlandskaber med en melankolsk, fængende krog.

 

 

 

 

A Winged Victory For The Sullen 

Som bandnavnet antyder, er der ikke tale om up-tempo sange, men derimod langsomme og stemningsfyldte neoklassiske kompositioner, der emmer af eftertænksomhed. I 2011 udgav Stars Of The Lid-grundlægger, Adam Bryanbaum Wiltzie, og komponist Dustin O'Halloran en fælles debut, turnerede verden over og spillede mere end 100 koncerter. Siden 2014-udgivelsen 'Atomos' har de oplevet en eksplosiv interesse og har fået omtale i The Guardian.

Se det fulde program til Frost Festival 2015 her. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA