x

Pinboys skriver tysk kontrakt

Pinboys skriver tysk kontrakt

De sidste par uger har man kunnet følge det århusianske pop-punk-band Pinboys’ Tysklandsturné i form af deres turnédagbog på GAFFA.dk. Som man kunne læse, gik det lidt op og ned for bandet undervejs, men dog mest op, og nu er der så blevet skrevet endnu et kapitel i det tyske eventyr om de fire fyre og den ene pige.

I hvert fald har Pinboys og deres danske pladeselskab Iceberg Records netop indgået en aftale med det velrenommerede pladeselskab PIAS (tidligere Play It Again Sam, kendt for blandt andre Editors, Mogwai, Joan As Police Woman og mange flere) om udgivelse af deres debutalbum ”Teenage Wasteland” i Tyskland. Til maj tager Pinboys så igen på turné i Tyskland.

Bandets tyske fans må dog vente en måneds tid længere end de danske med at høre ”Teenage Wasteland”, idet pladen først udkommer den 13. april dernede, hvor den herhjemme kommer 15. marts. Større tyske radioer, blandt andre MotorFM, Delta Radio og Radio Fritz, er dog allerede begyndt at spille gruppen.

”Teenage Wasteland” udkommer som sagt i Danmark den 15. marts på Off The Record i samarbejde med Iceberg Records. I den forbindelse er der releaseshows på Lades Kælder i København den 15. marts og på Musikcaféen i Århus den 16. marts.

Pinboys' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA