Nyhed

Frost Festival offentliggør seks nye navne

Den københavnske festival inviterer kunstnerne ind i zoologisk museum, hvor dyreskeletter og lysshow går i symbiose

Frost Festival i København har allerede offentliggjort flere gode navne til 2015-udgaven. Nu tilføjer de seks navne mere til listen i form af Wildbirds & Peacedrums + support, Blaue Blume, Maggie Björklund, Benal og Sekuoia.

Frost lyser Zoologisk Museum op over tre aftener med koncert- og lyskunst-arrangementerne Light at the Museum. Her sætter de strøm, lys og musik til de flotte gamle udstillingsrum med forhistoriske dyreskelletter og naturfænomener.

"Zoologisk Museum er ikke alene et fantastisk skatkammer stopfyldt med de vildeste kuriositeter fra dyrenes verden, det er også en af de heftigste rammer at opleve koncerter i. Frost har tidligere præsenteret mindeværdige koncerter midt mellem hvalskeletter og udstoppede fugle, og vi har altid haft en drøm om at udfolde koncertoplevelsen yderligere i museet. Derfor rykker vi ind over hele tre dage og tre nætter, hvor vi lader musikken spejle sig i den omgivende udstilling, og samtidig skaber vi en række specialdesignede lyskunstinstallationer, der viser det legendariske museum i et helt nyt perspektiv," siger Mikael Pass, festivaldirektør for Frost Festival.   


En nærmere præsentation af de netop offentliggjorte navne følger herunder. Læs mere info om blandt andet billetsalg på frostfestival.dk:

Sekuoia + Benal

Benal leverer intelligent dansksproget hiphop, hvor de med ekvilibristisk sprog og flow genrekrydser med eksplosive, elektroniske lydflader. Samme aften inviterer det hyper talentfulde elektroniske act Sekuoia musikere med på scenen, og i trio-form udfolder de en særlig kombination af håndholdt organisk lyd mikset med minimal electronica. Zoologisk Museum 27.02.2015.


Blaue Blume + Maggie Björklund


Blaue Blume har gjort sig meget positivt bemærket med singlerne "Lost Sons of Boys" og "In Disco Lights" og ep'en "Beau & Lorette". Bandet har etableret sig solidt på den danske musikscene og bevæger sig elegant mellem 80'er-artpop, shoegaze og melodiøs indie-rock og tager intelligente og fængende greb i deres sangskrivning. Maggie Björklund udgav for nylig sit andet og roste americana-inspirerede album, "Shaken". Albummet har cementeret hende som musiker i international liga og med en egen, klar signaturlyd. Hun har tilmed en imponerende musikkarriere bag sig, hvor hun blandt andet har turneret med Jack White som steel pedal-guitarist. Maggie Björklund spiller i et særligt koncert set-up til lejligheden i duo med cellist. Zoologisk Museum 28.02.2015

 

 


Wildbirds & Peacedrums + support

Wildbirds & Peacedrums er den svenske duo Mariam Wallentin og Andreas Werliins fælles projekt. Duoen er efterhånden kendt for at levere et liveshow, der imponerer, og gruppen har udviklet en koncertoplevelse, der på fornem vis udfolder de muligheder, vokal, tromme og perkussion-instrumenter tilsammen kan skabe. Zoologisk Museum 01.03.2015.


ANNONCE