x

Tre danske album får store legater

Tre danske album får store legater

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik har netop uddelt præmier til syv musikværker, som de mener fortjener et ekstra skulderklap. Blandt vinderne er sangerinden Broken Twin, The Minds of 99 og Cancer. Præmien indebærer et beløb på 50.000 kroner. 

Første vinder er danske Broken Twin aka. Majke Voss Romme med hendes debutalbum "May". Albummet fik fem stjerner af GAFFAs Michael Jose Gonzalez, som tildeler albummet følgende ord: "Tyst magi, smukke sange og stor stemme".

Årsagen til Broken Twin fortjener en præmie er, ifølge Legatudvalget for Musik, blandt andet at: ""May" evner at forene sky sårbarhed med en indlysende styrke. Både Majke Voss Rommes skælvende stemme og hendes sange har noget hypnotisk over sig, og det hele er sat ind i et enkelt og dragende univers."

The Minds of 99 var ligeledes blandt vinderne for deres selvbetitlede debutalbum, der udkom i maj måned. Og de vinder for "et overbevisende album inden for genren samt at besidde et blødende, søgende, punket hjerte af stor musikalitet."

Cancer vinder med ep'en "Ragazzi", der blev udgivet i sommer. Duoen, der består af Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensen, har lavet tekster, der skælver, og musikken evner både nostalgi og en helt ny lyd. Ep'en er som et fuldendt øjeblik. Og det er blot dele af begrundelsen for, at præmien gik til Cancer. 

Ud over de tre ovenstående musikere vandt Alpha Trio, der bevæger sig i genrerne folke- og klassisk musik. Komponist og organist Svend Hvidtfelt Nielsen, pianist og komponist Jeppe Zeeberg samt komponist Lasse Schwaneflügel Piasecki er de resterende, der fik en præmie for deres musikværk i år, hver på 50.000 kroner.

Om udvalget
Legatudvalget for Musik består i 2014-2015 af komponist Peter Bruun (formand), sanger og sangskriver Alberte Winding, komponist Bo Gunge, komponist og saxofonist Lotte Anker samt sanger og sangskriver Annette Bjergfeldt. Legatudvalget uddeler arbejdslegater og -stipendier, bestillingshonorarer mv. til skabende kunstnere inden for musik.

Hør Broken Twin med nummeret "Glipse of a Time" for det præmierede album "May" her:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA