Både garvede veteraner og nye stjerneskud gæstede lørdag Koncerthuset, hvor P6 havde sørget for en mindeværdig aften i musikkens tegn
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion
Som en juletradition efterhånden åbnede statsradiofoniens P6 Beat for tredje år i træk op for fem timers musikkavalkade med "P6 Beat Rocker Koncerthuset". Her var der sørget for et musikmaraton, der løb for fuld udblæsning med alt lige fra pop over shoegaze til postpunk og disko. Et program udvalgt af radiokanalens favoritter, rutinerede som spirende musiktalenter.
Vi blev således præsenteret for nogle af Danmarks absolut bedste talentmasse bestående af The Minds of 99, Chorus Grant, Lust for Youth, Kwamie Live, Blaue Blume (billedet) og Iceage. Samtidig var der i aftes også plads til to af Danmarks mest respekterede musikkonstellationer i form af Lars H.U.G. og Love Shop, samt Finlands stjerneskud Jaakko Eino Kalevi. Derudover diskede Vinnie Who og Dj Buda med nedtonet disko og elektronisk dub.
I år var der som noget nyt givet plads til at publikum kunne opleve samtlige 11 koncerter, der vekslede mellem stående intime koncerter i Studie 1 og siddende oplevelser i Koncertsalens storslående lokale. I alt blev det til ca. 15-30 minutters minisæt fra de udvalgte kunstnere, hvor man som tilskuer sugede de korte musikalske indtryk til sig, for så straks at blive ført videre til de næste.
Alt var veltilrettelagt, og man var således underholdt lige fra showet gik i gang kl. 20 til det sluttede af omkring kl. 01. Her kommer en kort reportage af aftenens 11 koncerter – nogle mere udspecificeret end andre.
Lundefuld lykke
The Minds of 99
The Minds of 99 åbnede ballet for fuld udblæsning fra start. Fra højtalerne udsprang pop og glade toner med et lille udpluk fra debutalbummet. Især "Det Knud som er Død", "Et barn af min tid" og "Hurtige Hænder" satte gav i publikum, og også "Rav" vidste sig at være et yderste vellykket livenummer. The Minds of 99 er lidt af en P6-kæledægge og var derfor også for andet år i træk inviteret. Dette kan jeg godt forstå, for hold op, drengene har talent. De formår at udnytte hver en musikalsk evne, og på trods af et lidt mudret lydbillede gav The Minds Of 99 et hæsblæsende musikalsk udtryk med finurlige sangtekster for fuld udblæsning. Højdepunktet var klart sidste nummer "Fuglebur", hvor Lars H.U.G. og band joinede.
Lars H.U.G.
Konstellationen mellem The Minds of 99 og Lars H.U.G. var en af de mest mindeværdige højdepunkter fra aftenen. Samspillet mellem Stjerneskuddet og Stjernen var helt eminent. På omkvædet af "Fuglebur" hoppede Lars H.U.G ind, og tilføjede toner fra sin og Klichés "Militskvinder", og langsomt fadede "Fuglebur" ud og Lars H.U.G. overtog herefter scenen. Her kunne man virkelig tale om rutine, da det var klart for enhver, at denne mand ejede scenen, og ikke noget ondt om The Minds of 99, men det var lidt sådan "Flyt jer unger og lad far komme til".
Indledningsvis kom der for alvor festivalstemning over Studie 1 med tonerne til Klichés "Havets Blå". Dog var det tydeligt, at det ikke var alle, som var helt inde i det nye album "10 sekunders stilhed". Herfra fik vi "En skønne dag", og til sidst sluttede bandet af med singleudspillet "10 sekunders stilhed". Lykken var da også lunefuld, men lige så hurtigt som Lars H.U.G. havde indtaget scenen, var lyn-sættet desværre også ovre, og det var tid til at bevæge sig fra Studie 1 ind i Koncertsalen.
Psexy
Vinnie Who
Inde i Koncertsalen stod Danmarks diskokonge nr. 1 Vinnie Who klar. Siden albummet "Midnight Special" er der dog skruet en del ned for retro-diskoen, og aftenens optrædenen var derfor også en nedtonet affære. Først fik vi dog den autotunede "39" i en lidt uptempo udgave. Bedst blev det det med "Seven" fra det kommende tredje album samt "How Can I Be Sure". Her var der skruet op for lummerness og rødt scenelys. Niels Bagge Hansen alias Vinnie Who beviste med koncerten, at han er mere end disko, og hans sangtalent stod klart. Til tider kunne man dog godt savne lidt mere intensitet, og for mig blev stilen lidt for ensformig og tangerede hermed lidt til det kedsommelige på trods af det korte sæt. Koncerten stod derfor for mig ikke som et af højdepunkterne.
Love Shop
Til gengæld var de to næste acts i Koncertsalen nogle af favoritterne fra aftenen. Først stod Love Shop opløftet i salen, og så snart lyset faldt på gruppen bredte nostalgien sig i salen. Til trods for det enkelte set-up indtog Love Shop rummet stille og roligt med en eminent udførelse. Især Gasolin'-coveret "Langebro" fik folk til at svaje med, og sangen blev leveret smukt og inderligt. Afslutningsvis flyd tonerne af "Love Goes on Forever" ud i rummet, som salen langsomt rykkede tættere sammen til. Forsanger Jens Unmack påpegede med ordene: "Maratonsættet holder os friske, og jer unge", og så var det desværre allerede ovre for denne gang.
Jaakko Eino Kalevi
Heldigvis stod finske Jaakko Eino Kalevi klar til at overtage. Denne koncert står som aftenens helt klare højdepunkt. Den lidt kejtede sanger Jaakko Eino Kalevi træder sammen med korpige og trommeslager ind i lyserøde dragter, og dette var meget kendetegnede for koncerten. På trods af en stor ydmyghed virker bandet nemlig som om, de er fuldstændig ligeglade med, hvad andre mener, for de ved, hvad de har gang i. Jaakko Eino var placeret i siden med sin synthesizer, og i stedet var korpigen, hvis navn jeg desværre ikke har oplyst, placeret i centrum.
Der startes ud med "Memories", hvor de to vokalharmonier smuk smelter sammen. Desværre for koncerten er der en del larm og snak blandt publikum, som til en start virker mere interesseret i tanke øl og holde rygepause. Her går det distraherede publikum glip af en fantastisk liveversion af "Flexible Heart", hvis indledning tilnærmelsesvis minder om New Orders "Blue Monday". Heldigvis opfanges publikumsinteressen mod enden, hvor hitbaskeren "No End" indledes, og genkendelsesglæden spreder sig. Her kommer den danske saxofonist Rasmus (Nåede desværre ikke at opfange efternavnet), og giver et sensuelt instrumentalt afsnit. Endelig modtager Jaakko Eino Kalevi & Co. det bifald, de fortjener, og sidste sang "When You Walk Through Them All" sætter et solidt punktum for koncerten med sublim liveudførelse og eminent saxofon solo.
Det var desværre tydeligt, at ikke alle folk blandt publikum havde sat sig ind i Jaakko Eino Kalevis musik, men efter i aften fik bandet bevidst, at dette er på tide. Jaakko Eino Kalevis tilbagelænede 80'er-diskosynth bragte varme i rummet og er helt klart en koncert, der er værd at huske tilbage på.
Chorus Grant
Senere på aftenen var temaet igen atter Psexy, hvor Chorus Grant skruede tempoet ned i en melankolsk, men samtidig lummer stemning bestående af solid sangskrivning og eminent liveudførelse. Desværre blev oplevelsen også her påvirket af for meget snak i krogene som et resultat efter to en halv times koncert samt for meget ølindtag. Chorus Grant leverede dog en solid præsentation, hvor især "O Everyone" og "Reaching" var blandt favoritterne.
Kwamie Liv
Det dansk/zambiske musikhåb Kwamie Liv gav i aftes sin første danske liveoptræden nogensinde, og kun én gang tidligere har hun stået foran et livepublikum. Dette kunne dog ikke mærkes, hvor hun fra start omsvøbte publikum med hendes smukke toner og sensuelle bevægelser. Her indledte hun med "Coming Down" med en hæs og forførende stemme. Næstefter kom singleudspillet, der er blevet en P6 Beat-favorit "5 AM". På "Comin Thru" løsner Kwamie Liv for alvor op, hvor electro R'n'B-poppen og håndtegn giver klare associationer til M.I.A. Publikum virker også til at være vilde med Kwamie Liv og kaster ihærdigt håndtegn tilbage til Danmarks nye sang-darling. Til slut bringes "Lost in The Girl", og jeg tror mange efterhånden nu har fået set sig lun på Kwamie Liv og hendes forførende musik.
Fyrede den af
Blaue Blume
Efter pausen, og inden Kwamie Liv og Chorus Grant, stod Blaue Blume på scenen i Studie 1. Sidst jeg oplevede Blaue Blume var under Offspring i Tivoli. Her spillede de en sublim koncert på Biergartens tag, men omgivelserne ydede ikke samme retfærdighed som Koncerthusets rammer i aftes. Her fik Jonas Smiths smukke falset lov at folde sig ud, hvor lyden blev leveret til punkt og prikke både på vokal og fra Robert Jensen Buhl på guitar, Peter Bøgvad på bas samt Søren Jensen Buhl på trommer. Publikum blev således præsenteret for finurlige toner harmoneret med drømmende shoegazerock. Gruppen leverede en intens atmosfære med ulmende bas, rumklang og storslående vokalpræsentation. Især indledningsnumret "Birthday" eskalerede som et klart højdepunkt med falsetleg, der sang hele rummet op.
Jonas Smiths evne til at skifte fra det helt høje toneleje til det dybe er helt ude af denne verden, og han står for mig som Danmarks absolut bedste sanger. "Jealousy" bliver således leveret legende let og teatralsk. Mod afslutningen bliver tempoet sat lidt op til "Lost Sons of Boys" og "In Disco Lights". Koncerten var fremragende og rørende. 2014 har da også stået i Blaue Blumes tegn, hvor bandet støt og massivt har fået lov at blomstre. I aftes stod de højt og smukt, og de fire drenge fra Kolding er efterhånden ved at slå massiv rod på den danske musikscene.
Lust For Youth
Lust For Youth var et af de bands, jeg havde glædet mig rigtig meget til at opleve. Dels fordi jeg aldrig tidligere har haft fornøjelsen af dem live, og dels fordi gruppen med "International"-albummet fra i år har begået en genial synthpop-plade med en snart af postpunkede undertoner. Den svensk/danske gruppe leverede i aftes også kun sange fra dette album. Bedst var "Illume" og "New Boys". Trods en lidt rodet vokal fik publikum en fest, hvor der var skruet op for lyden og danserytmerne.
Iceage
Som sidste liveband trådte et af årets mest omtalte bands Iceage på scenen. De unge drenge fra Iceage har allerede nu formået at skabe sig et navn på ind- og udlandsfronten, og der herskede også stor forventninger i luften blandt publikum inden koncerten.
Med albummet "Plowing into the Field of Love" (2014) har de for alvor brudt gennem masserne, og samtidig har de også været et band som har delt vandene. Indrømmet skal det hertil også siges, at jeg inden gårsdagens koncert har haft det noget ambivalent med punkbandet og faktisk har haft dem anklaget for at spille med en lidt for påtaget punkattitude. Denne opfattelse ændrede sig ikke fra koncertens indledning. Mine tvivl blev dog gjort til skamme senere inde i sættet, hvor Iceage bevidste, at der bag hypen er noget om snakken. Her var det som om de slap hæmningerne og den kontrollerede "punkattitude" og i stedet bare fyrede den af.
Især singlebaskeren "The Lord's Favourite" indledes af fine guitarakkorder, for herefter at bryde ud i en intens levering fra forsanger Elias Bender Rønnenfelt. Her blev form og norm sat i baggrunden, og bandet henkastede sig i stedet til musikken. Jeg er stadig ikke fan, men det stod klart, at jeg blandt publikum nok var ene om den holdning. Efter koncerten skal der dog også lydes et ydmygt buk og nejen. Måske man alligevel skal i gang med at terpe Iceage, som så mange jo allerede i forvejen har prædiket!
Dj Buda
Til sidst diskede P6 Beats egen Buda op med lækre elektroniske toner, som vi bedst kender det fra onsdagsprogrammet på P6. Han fyrede således op for festen og afslutningen på en aldeles vellykket aften i musikkens tegn. Alt i alt blev det en Psexy aften, hvor beaters i alle aldre blev præsenteret for eminente koncertoplevelser. Man kan kun håbe, at succesen forsætter traditionen tro næste år.
1-0 til jer P6!
