x

Her er årets største musik-bommerter

Her er årets største musik-bommerter

Intet år uden skandaler, fiaskoer og brølere i musikbranchen. Vi har samlet de største i prioriteret rækkefølge.

5. Kæmpe budgetoverskridelse i Eurovision

Det viste sig at skulle blive en kende dyrere at holde Melodi Grand Prix på dansk grund end først beregnet, og de seneste tal viste en budgetoverskridelse på små 77 millioner, hvilket betyder, at den samlede regning blev på 112 millioner. Det oprindelige budget var 34,6 millioner, og showet blev altså tre gange så dyrt som budgetteret. Den projektansvarlige underdirektør i Wonderful Copenhagen fratrådte som følge heraf sin stilling. Vinderen af Eurovision blev i øvrigt østrigske Conchita Wurst.

4. Chuck Berry-koncert kiksede totalt

Det skulle have været et farvel med stil, da 87-årige Chuck Berry tog en sidste tur i manegen og drog på verdensturné. Legendens koncert på Værket i Randers var i midlertid en så vaklende affære, at spillestedet valgte at give billethaverne erstatning i form af en erstatningsbillet til en ny koncert efter eget valg. Den 87-årige sanger og guitarist, som også om nogen kan kaldes en af arkitekterne bag rock and roll, virkede diffus på scenen og levede langtfra op til tidligere tiders renommé. "Koncerten på Værket med Chuck Berry lørdag aften levede desværre ikke på nogen måde op til forventningerne fra publikum og arrangør", lød det i en skrivelse fra spillestedet.

3. Elevator-drama med Beyoncé, Jay-Z og Solange

Det er nu engang at lade familieproblemer blive inden for hjemmets fire vægge. Derfor var det da også særligt uheldigt, da en overvågningsvideo, der viser Beoyncés søster, sangerinden Solange, angribe Jay-Z med slag og spark, mens Beyoncé kigger på i baggrunden, bredte sig på nettet i maj. Siden har hårdnakkede rygter om power-parrets skilsmisse floreret i sladderpressen.

2. Kanye skælder ud på handicappede fans

Under en koncert i Sydney opfordrede Kanye publikum til at rejse sig op, men missionen lykkedes ikke. Der var to fans, som ikke rejste sig op, og dermed afbrød West koncerten. Hvad Kanye West ikke have opdaget var, at de to fans havde et handicap, hvoraf den ene var i kørestol, og den anden havde en protese. Men det ville West ikke tro på, så midt i showets hede sendte han sine sikkerhedsvagter ud til publikum for at vurdere situationen.

1. Cee Lo Greens håndtering af beskyldninger om voldtægt

Den trinde sanger havde følgende udmelding på Twitter efter beskylding om voldtægt af en bevidstløs kvinde: "Hvis nogen er besvimet, er de jo ikke sammen med dig bevidst. Og at være sammen med én indebærer samtykke", "personer, som virkelig er blevet voldtaget, kan huske det!" og "lad os sige, at jeg prøvede, men at det ikke lykkedes, men kvinden sagde, at jeg gjorde det, hvad skete der så i virkeligheden?"

Vi fortsætter i morgen med "Årets Bieber-bommerter".

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA