Det fejres med et sandt overflødighedshorn af genudgivelser
I år er det 40 år siden, at The Doors udgav debutalbummet "The Doors" (1967). Det fejres med hele tre "Best Of"-udgivelser samt genudgivelser af Los Angeles-bandets seks studiealbum med Jim Morrison, i nymiksede og re-mastererede versioner, med masser af bonusmateriale.
Processen med at nymikse albummene blev fulgt tæt af både bandet og deres originale producer Bruce Botnick:
"Vi ønsker at vores fans, både nye og gamle, skal høre, hvad vi opdagede, da vi lyttede til de originale multitrack-optagelser. Der er baggrundsvokaler fra Jim Morrison, nogle af mine klaverdele, og guitarsoloer fra Robby Krieger, der aldrig kom med på de originale udgivelser, men nu kan høres for første gang", siger tangentspiller Ray Manzarek således.
Udover genudgivelsen af de gamle studiealbum udsendes der også hele tre udgaver af opsamlingsalbummet "The Very Best Of The Doors".
En 1CD-udgave med 20 numre, en 2cd-udgave med 34 numre, og en 2cd+booklet+dvd-udgave i limited edition. De digitale udgaver indeholder desuden bonus-remixes fra bl.a. Paul Oakenfold, Adam Freeland og Crystal Method.
Genudgivelsen af The Doors seks originale album, samt "The Very Best Of The Doors" er ikke et bokssæt, men albummene er tilgængelige særskilt i både fysisk og digital form. Cd’er vil være påklistret et 40-års jubilæm-klistermærke.
Ved de amerikanske Grammy Awards 2007, der foregår i den kommende weekend, tildeles The Doors, sammen med Grateful Dead og Joan Baez, en Lifetime Achievement Award.
The Doors – diskografi (med Jim Morrison):
The Doors (1967)
Strange Days (1967)
Waiting For the Sun (1968)
The Soft Parade (1969)
Morrison Hotel (1970)
L.A. Woman (1971)
Efter Jim Morrisons død udgav The Doors endnu to album, hvor Ray Manzarek var forsanger, nemlig "Other Voices" (1971) og "Full Circle" (1972). Endelig kom i 1978 "An American Prayer", hvor de tilbageværende Doors-medlemmer spillede baggrundsmusik til gamle optagelser af Jim Morrisons digtoplæsning. Disse tre album bliver ikke genudgivet i denne omgang.