Nyhed

Lav musik til TDC's næste reklamefilm

MyMusic.dk inviterer sidens brugere til at lave soundtracket til TDC's næste tv-kampagne

MyMusic.dks 10.000 orkestre og solister bliver nu inviteret til at give deres bud på TDC Mobils næste tv-kampagne – en kampagne, hvor publikum selv designer lydsiden til sin reklame. Det baner vejen for nye aktiviteter for musikerne og for en musikalsk projektbørs på nettet.

Alle, der ligger inde med 30 sekunders hjemmelavet mp3-fil, kan byde ind på opgaven som soundtrack-mager til reklamen, MaxSms. Målet er at skabe nye lydomgivelser til den velkendte tv-reklame, hvor to henslængte, unge mænd fordriver tiden med et mobil-kapløb på sms-beskeder.

Det tidligere soundtrack var hittet "I Like The Way You Move" med Body Rockers, men denne gang har TDC Mobil valgt at overlade ansvaret for soundtracket til dem, der skal lytte til det og se reklamen. Musikken skal i løbet af de næste seks uger lægges op på hjemmesiden tdcmobil.dk/upload.


Her kan tv-seere, web-surfere og musikere vurdere musikken, mens de ser reklamen og løbende stemme om de bedste forslag. Det bliver altså seeren selv, der i sidste ende afgør, hvilken kunstner, vi skal høre i tv-reklamen.

Projektet løber fra 8. februar til 18. marts, hvor de tre mest populære forslag vælges ud til tre ugers tv-rotation og overlades til brugernes endelige dom. Den endelige vinder findes 8. april og præmien bliver markedsføring via selve reklamen, en digital distributionsaftale samt en fremtrædende plads på TDC Musiks hjemmeside, tdcmusik.dk.

Det indlysende forbillede for denne form for markedsføring må være José Gonzalez’ deltagelse i Sony Bravia-reklamen med hoppeboldene i San Franciscos gader. Gonzales’ salg af albummet "Veneer" gik fra få tusinde i hjemlandet Sverige til 400.000 solgte eksemplarer internationalt.


Konkurrencens hjemmeside

MyMusic.dk


ANNONCE