Mastodon: Derfor lavede vi en twerk-video

Guitarist i amerikanske Mastodon, Brent Hinds slæber en dybrød udgave af sit foretrukne instrument med sig ind i Vegas mødelokale, hvor bandet skal give koncert senere samme dag (15. december, red.) og begynder straks at komponere hurtige og agressive riffs, imens det kække træk i mundvigen på få sekunder ændrer sig. Ansigtet lægger sig i seriøse folder, imens fingrene glider over guitarens gribebræt. 

Vekselvirkningen mellem komik og seriøsitet er en konstant faktorer i alle aspekter af det rockende firkløver, der udgør Mastodon. Der er lige så meget seriøsitet omkring den musik, som bandet sammen har komponeret siden starten af det nye årtusind, som der er lårklaskende humor, når den rødhårede Hines fortæller om tilblivelsen af bandets nyeste album fra tidligere i år, "Once More 'Round the Sun". En humor, der finder sin effekt i den hudløse ærlighed, der omgærder den denimklædte guitarist, da der bliver spurgt ind til processen omkring tilblivelsen af det nye materiale. 

Det nye album føles mere råt og dystopisk. På en sang som "Diamonds in the Witch House" kan man føle den lydlige forandring i jeres lyd. Føler du at det er en del af bandets evolution at ændre udtryk fra plade til plade?

– Altså, vi har altid nye producere for hvert album. Så hvert album kommer til at lyde anerledes, fordi det altid er forskellige personer, der arbejder med sangenes lyd. På "Diamonds in the Witch House" har vi faktisk Scott Kelley (forsanger i amerikanske Neurosis) med, og vi prøver for tiden på at få ham med på en kommmende turné, så vi kan spille alle de sange, vi før har haft ham med på. 

Hvordan var oplevelsen så med at indspille det nye materiale?

– Det at indspille er næsten altid den samme oplevelse. Man tager altid enten et sted hen, eller også bor man et sted for en periode. Gerne på et eller andet røvkedeligt hotel. Man er der jo kun for at indspille og og få det overstået. Det er en enormt følelsesforladt process. "The Hunter" (femte album fra 2011, red.) indspillede vi i Atlanta, hvor vi bor, så vi skulle ikke langt for at indspille. Den proces kunne jeg enormt godt lide. Da vi indspillede i januar i Tennessee med det nye album, var det forbandet koldt. Jeg kørte i en gammel truck, som hele tiden gik i stykker. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg fik ikke mulighed for at gøre mine vokaler færdige, nogle ting blev redigeret helt forkert, og tiden løb fra os. 

Er det blevet et ringere album af den grund?

– Jeg vægter ikke noget af det, vi laver på nogen skala. Det er jo ikke en konkurrence. Det er bare et andet rum og en anden fyr, der indspiller tingene for os. Jeg fortrækker dog stadig tonen på "Once More..." til forskel fra "The Hunter". Men jeg er allermest tilbøjelig mod den lyd, vi havde på "Crack the Skye" (album fra 2006). Men Brendan O'Brien (producer på "Crack the Skye", red.) koster en arm og et ben, og vi har allerede givet ham begge dele. Så vi var sådan lidt "whatever". 

Ændrede sangene sig fra indspilningerne til nu, hvor I har dem med ude på landevejene?

– Det tager måneder at få sangene til at lyde bare nogenlunde, som de skal. Vi indspiller dem jo bare, og så har vi aldrig lang tid til at øve dem op, inden vi er på turné igen. Derfor virker koncerterne lidt som vores øvelokale.

Er der en bestemt måde, I gerne vil have sangene til at lyde på?

– Der er helt bestemt en måde, jeg personligt ikke vil have sangene til at lyde på, og vi går desværre mere og mere i den retning. Jeg er ikke en stor fan af patetiske omkvæd, med mindre de bliver skrevet på den rigtige måde. Jeg skrev kun selv fire sange til det nye album, så der er ikke meget af min DNA i det. Jeg er ikke til det poppede eller metalindflydelserne. Jeg er mere til det psykedeliske. Men vi er jo et demokrati, og bandet er mine brødre. Vi bliver alle sammen nødt til at prøve nye ting engang imellem. Jeg har dog skrevet seks nye, mere psykedeliske sange, som kommer med på vores næste album, "Cold Dark Place".

Bandets lyd har ændret sig fra de psykedeliske toner på "Crack the Skye" til den rå og komprimerede lyd, der udgør det nye album. På andensinglen "The Motherload" viser bandet rå muskelstyrke i hvert eneste riff. Og på den medfølgende video bliver der rystet bagdele til den store guldmedalje. Et element, der har skabt heftig debat på internettet. 

Hvad var den oprindelige idé bag twerking-videoen til "The Motherload"?

– Vi er alle sammen fra Atlanta, og det er bare det, vi går og ser i hverdagen. Det er ligesom i en typisk rapvideo, så vi syntes, det ville være sjovt at efterligne det.

Hvordan har folk reageret på den?

– Jeg har ikke personligt fået nogen reaktioner, andet end at folk har fortalt mig, at vi er med til at generalisere. Jeg var forvirret over hele processen. Min oprindelige idé var at filme videoen i en bar med piger, der danser. Vi skulle have flat caps og guldkæder og rappere. En rap-video var basalt set, hvad jeg ville have lavet. Men ingen lytter nogensinde til mig. Min idé lå nok uden for budget. Det kunne have været meget mere tabubelagt. Men videoen var åbenbart tabu nok i vores navlepillende Twitter-verden. 

Nogle ville jo mene, at det bare er et letkøbt mediestunt...

– Det er en hverdagsobservation! Men dårlig presse er også presse, når du er i denne branche. Folk må hade videoen, så meget de har lyst, det får bare vores navn mere udbredt.

Se videoen til "The Motherload":