x

Eddie Vedder fylder rundt

Eddie Vedder fylder rundt

Bølgerne braser indover en stenklippe, fanget i havets midte, i begyndelsen af The Whos "I Am The Sea" fra "Quadrophenia". Den storladne fortællings hovedperson, Jimmy, står fanget i naturens kaos og vrænger af omgivelserne: "Can you see the real me?/ Can ya? CAN YA?".

Dernæst bryder guitarlarmen igennem med "The Real Me" – vi ser Townsends vindmøller, The Ox stå "klippefast" og pumpe basstrengene, Keith Moons personificerede galskab bag trommesættet.

Denne legendariske åbning på et lige så legendarisk album kom til at præge bevidstheden hos dagens hovedperson, der i dag fylder 50 år, som han i sine teenageår sad ved stranden i San Diego og kiggede ud over havet. Det stillede spørgsmål – "Can you see the real me?" - blev af personlig afart for ham. Og han blev samtidig fan af The Who for livet.

Edward Louis Severson III blev født den 23. december 1964 i en forstad til Chicago. Verden ville senere komme til at kende ham som Eddie Vedder, forsanger i Pearl Jam. Hans tidlige opvækst blev i bagperspektiv præget af forældrenes skilsmisse. De blev skilt året efter hans fødsel, og den mand, Peter Mueller, som Vedder kom til at kalde far, var ikke hans rigtige far. En traumatisk hændelse, der også senere kom til at danne grund for Pearl Jams gennembrudshit fra debuten "Ten" (1992), nemlig "Alive".

Som teenager flyttede han med sin familie til San Diego, og det var i disse år, at han erfarede, at Mueller, som han havde et problematisk forhold til, ikke var hans rigtige far. På det tidspunkt var hans rigtige far, Edward Louis Severson jr., imidlertid død af sklerose, og en genforening var dermed gjort umulig. Vedder havde kun kort mødt Severson jr. i sin tidlige barndom, og dengang troede han, at det blot var en gammel ven af familien.

Det formede unge Vedder, som i sit sidste år på college flyttede hjemmefra og tog forskellige småjobs for at forsørge sig selv. Han gjorde sig i denne periode bemærket på den lokale musikscene, hvor han en kort overgang spillede med blandt andre Surf And Destroy og The Butts.

I 1990 sendte den tidligere trommeslager i Red Hot Chili Peppers, Jack Irons, et demobånd fra nogle venner han kendte i Seattle. Det drejede sig om Stone Gossard og Jeff Ament, der sammen slikkede sårene efter deres forsanger, Andrew Wood, var død af en heroinoverdosis og havde bragt deres band, Mother Love Bone, til stop på tærsklen af et gennembrud. Med sig havde de den lokale guitarhelt Mike McCready. 

Demoerne var skrevet på loftet hos Gossards forældre, og Vedder lyttede opmærksomt til dem en morgen, hvor han sad på stranden og gjorde sig klar til at svømme ud blandt bølgerne og surfe. I vandet blev han måske sig selv mere bevidst, fordi ordene begyndte at strømme i hans hoved. Som han måske havde lært det fra The Who, skrev han en mini-opera over demoerne bestående af tre sange: "Alive", "Once" og "Footsteps".

Dermed var den unge Vedder med til at skabe en historie, der siden hen er gået over i rockhistoriens store mytologi. Resultatet blev nemlig Pearl Jam, et af 90'ernes største rockbands, og et band, der den dag i dag stadig nyder stor popularitet, ligesom de stadig er aktive både med albumudgivelser og koncertturnéer.

Før Pearl Jam udgav deres debut, medvirkede Vedder også på det kollektive udspil af Temple Of The Dog, hvor Chris Cornell, Stone Gossard, Jeff Ament, Mike McCready og Matt Cameron hyldede den faldne Andrew Wood. Han sang duetten "Hunger Strike" med Cornell, som hurtigt blev en slager for 90'er-generationen, samtidig med, at den varslede noget nyt i vente fra Seattle, der allerede havde oplevet en eksplosion i antallet af succesrige bands.

Op igennem 90'erne udgav Vedder sammen med Pearl Jam flere album som i dag kan betragtes som klassikere – ud over debuten står den dystre "Vitalogy" (1994) stadig som et slags personligt brud med den store berømmelse.

Den stigende popularitet faldt nemlig ikke Vedder nemt. Han ville hellere selv køre i en slidt bus, når bandet skulle på turné, frem for at rejse på førsteklasse med fly. Hans stigende afsky for det kommercielle aspekt i musikbranchen kom da også til at præge Pearl Jams karriere og er måske en af grundene til, at bandet, som så mange andre bands, der nyder godt af den tynde luft på berømmelsens tinder, ikke er fragmenteret og faldet fra hinanden.

En skelsættende oplevelse i Vedders – og Pearl Jams – karriere er den tragiske koncert på Roskilde Festival i 2000, som resulterede i ni unge menneskers død. Billedet af en hjælpeløs Eddie Vedder, der sidder knælende og grådkvalt på scenen, med ansigtet begravet i hænderne, er som brændt ind i bevidstheden på alle festivalgængere.

I de følgende år efter 2000 var Vedder og Pearl Jam stadig meget aktive, men Vedder fandt også tid til at udgive materiale under eget navn – blandt andet filmsoundtracket til "Into The Wild" (2007), som han modtog adskillige priser for, og senere "Ukulele Songs" fra 2011.

Danmarks førende Pearl Jam-ekspert, GAFFAs mangeårige skribent Henrik Tuxen, som kender Vedder personligt og desuden har skrevet den roste biografi "I Pearl Jams Fodspor", mødte Eddie Vedder og Pearl Jam i 2013. Her rejste han over Atlanten og skrev siden det fine stykke "Pearl Jam – No Sleep till Brooklyn" om "verdens bedste rockband" anno albummet "Lightning Bolt", som du kan læse her.

Han har desuden fra sin Facebook-side opfordret, at vi alle samles om en kollektiv lykønskning klokken 18.00 i dag ved at løfte glasset og samtidig lytte til sangen "Better Man" fra "Vitalogy".

Den kan du høre lige her, hvis du skulle have lyst til at tilslutte dig skålen – tillykke Vedder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA