Nyhed

Tiësto på Smukfest

Smukfest fejrer årets næstsidste dag med at offentliggøre et nyt navn til programmet

På årets næstsidste dag offentliggør Smukfest et nyt navn til programmet for festivalen. Det drejer sig om selveste Tiësto. 

Tiësto – født i Breda, Holland, under navnet Tijs Michiel Verwest – er en af den moderne dansemusiks største navne og stilskabere. Han startede i 80'erne med at spille på klubberne rundt omkring i Holland og opnåede hen ad vejen residence-jobs på nogle af landets bedste steder.

I 1997 var han med til at starte pladeselskabet Black Hole Recording. Via medvirken på forskellige kompileringer fik også publikum uden for dance-scenens undergrund de følgende år ørerne op for den hollandske trance-mester. Gennembruddet kom i 2000 med et mere end 11 minutter langt remix af Deliriums "Silence", med Sarah McLachlan i den vokale forgrund.


I 2001 kom det første soloalbum "In My Memory", og siden har Tiësto været et globalt fænomen, der har trukket rekordstore publikumsmængder til sine koncerter. Tiëstos 2014-singlehit "Red Lights" har efterhånden har rundet 45 millioner afspilninger på YouTube og mere end 100 millioner på Spotify.

Tiësto spillede i maj på Stay Hotel i København, som en del af arrangementet Arive Copenhagen. GAFFAs Stine Lykkebo trak i danseskoene og kvitterede med fire stjerner under overskriften:"Tiësto tog til havefest på bryggen."

Billetsalget er i gang, og billetter kan skaffes via Smukfest her


Offentliggjorte navne på Smukfest 2015 indtil videre: Avicii, Hardwell, Lenny Kravitz, Tiësto, Suspekt, Kim Larsen, Go Go Berlin, Mø, Christopher, Medina, L.O.C., Jonny Hefty & Jøden, Who Made Who, Folkeklubben, Burhan G., Marvelous Mosel, Hej Matematik, Joey Moe, L.I.G.A., Djämes Braun og Dirty Loops.

Se Tiësto med "Red Lights" her:

 


 
ANNONCE