x

Musikvideo: Thunderboss' disco-rock styrer dansegulvet

Musikvideo: Thunderboss' disco-rock styrer dansegulvet

Aarhusianske Thunderboss - bestående af Jens Hølmkjær Jacobsen (vokal, theremin) og Lars Esmarch (guitar) - har lavet tordenlarm siden 2009. For nylig har de gjort sig bemærket i opløbet til næste års KarriereKanonen med nummeret "Disco Magic Crystal Ball ". Du kan se musikvideoen her forneden.

"Disco Magic Crystal Ball" er indspillet med Jens Benz (Reptile Youth, Iceage) og har Søren Jensen Buhl fra Blaue Blume på trommer. Musikvideoen er filmet ud fra konceptet less is more, og den emmer således af en slags lofi-coolness. Det er dog ikke sådan, at Tordenguderne udelukkende spiller for, at man skal stå i hjørnet af dansegulvet med solbrillerne på og se sej ud.

Jens Hølmkjær Jacobsen fortæller om gruppens musikalske- og tekstmæssige univers: "Det kan være skævt og lidt skørt, men bygger på virkelige ting fra vores liv. Vi bruger gerne humor til at skrive om seriøse ting, så vi prøver at ramme en balance mellem det alvorlige og det sjove. Der er så meget man kan sidde og tude over, men man må sgu aldrig glemme, at livet er et dansegulv."

Når det kommer til "Disco Magic Crystal Ball" nævner Jacobsen Matthew McConauhey som en art inspiration. Han forklarer: "'Disco Magic' handler om at blive ufrivilligt voksen. Midt i tyverne indser man, at vennerne er begyndt at bruge mere tid på deres kærester, og at stambaren bliver fyldt op med flere og flere teenagere. Først tror man, at alt det sjove snart er forbi, og ­de vilde tider med vennerne er fortid, men nej, siger Tordenchefen, det er aldrig for sent at slå sig løs under diskokuglen. Som Matthew McConaugheys trussetyvskarakter i "Dazed and Confused" ser vi problemstillingen fra den positive side ­ "That's what I love about High School girls: I get older,­ they stay the same age."

Lad lynet slå ned på dansegulvet og få sved på panden med "Disco Magic Crystal Ball" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA