Hør ny sang med Kim Larsen

Hør ny sang med Kim Larsen

I dag udgiver Kim Larsen en ny sang, nemlig "Ind I Mørket", som han har skrevet og indspillet – med sit trofaste band Kjukken – til sin mangeårige ven og samarbejdspartner Erik Clausens kommende film, "Mennesker Bliver Spist", der har premiere 26. februar. Filmens omdrejningspunkt er demens og de problemer, sygdommen medfører. Hør sangen nedenfor. 

Larsens og Clausens samarbejde går mere end 30 år tilbage, hvor Larsen har leveret musik til blandt andet filmene "Ledsaget Udgang" (2007), "De Frigjorte" (1993), "Tarzan Mamma Mia" (1989) og ikke mindst "Midt Om Natten" (1984), hvor albummet af samme navn har været en af de største salgssucceser i Danmark nogensinde.
 
Erik Clausen udtaler: "Kim og jeg kender hinanden fra samme miljø på gaden i København. Det første, vi lavede sammen, var videoen til "Køb Bananer", hvor jeg spiller en gadehandler, og siden har vi lavet en del. Jeg spurgte Kim, om han ville lave en signatursang til min nye film, og efter at have set dele af den skrev han en perle af et nummer, som også tekstmæssigt passede ind i filmens tema."Ind I Mørket" fungerer perfekt som epilog og er intet mindre end en genistreg".

"Ind I Mørket" er Kim Larsens første nye sang siden albummet "Du Glade Verden" fra november 2012.
 
Kim Larsen og Kjukken tager på en længere turné fra 16. januar til 21. marts med i alt 29 koncerter. Se mere på www.kimlarsen.dk
 
Kjukkens trommeslager gennem 19 år, Jesper Rosenqvist, forlod i øvrigt bandet i 2014 for at hellige sig en karriere som vinhandler i Vejle. Trommeslager på forårsturnéen bliver Jens Langhorn med en fortid i Fielfraz og hos Claus Hempler. Langhorn er dog ikke officielt medlem af Kjukken, der foruden Larsen på sang og guitar består af Karsten Skovgaard på guitar og Jesper Haugaard på bas.
 
Hør "Ind I Mørket":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA