Nyhed

Metallica sætter gang i Roskilde-rygter

Spidsfindig besked på hjemmeside sætter gang i spekulationerne

Det er ved at være højsæson for Roskilde-rygter. Seneste skud af slagsen kommer fra celebert hold, nemlig selveste Metallica. På gruppens hjemmeside er metalveteranerne nemlig kommet med en spidsfindig besked.

Metallica fortæller, at de vil at gå i studiet 12. marts for at gå i gang med at indspille deres næste album i samarbejde med deres nye producer Rick Rubin (Slayer, Johnny Cash, Red Hot Chili Peppers og mange flere).

Indspilningerne vil fortsætte en stor del af året, men – og nu bliver det interessant. Metallica skriver: "Vi har planer om at tage lidt ud i slutningen af juni og hænge lidt ud i to-tre uger. Det kan måske ligefrem være, at vi vil spille på en bestemt festival, der starter med "W", og hvor vi har spillet 19 gange. Og så kan det også være, vi kigger forbi et bestemt bandmedlems hjemmebane."


Det er naturligvis den sidste sætning, der er interessant fra et dansk synspunkt, for det eneste bandmedlem i Metallica, der kommer fra et lidt "eksotisk" sted, må være Lars Ulrich, og når vi taler om begyndelsen af juli, ja, så kan det meget vel være et job på Dyrskuepladsen, Metallica har i tankerne.

GAFFA.dk holder dig opdateret, når der er nyt i sagen.

Med hensyn til den festival, der begynder med "W", så tænker Metallica nok på den belgiske Werchter-festival. Helt 19 gange har de vist ikke spillet her, men dog en hel del gange gennem tiden.


Metallicas hjemmeside

ANNONCE