Nyhed

L.I.G.A.: Sådan var vores 2014 – det skal vi lave i 2015

Vi har talt med trioen, der vandt GAFFA-prisen Årets Nye Danske Navn

I december modtog L.I.G.A. GAFFA-Prisen i kategorien Årets Nye Danske Navn. I den forbindelse gav trioen dette interview til GAFFA.

Tillykke med prisen! Hvad er jeres reaktion, og hvordan vil I takke GAFFAs læsere?

Nicky: – Det er jo fuldstændig vildt! Det havde vi seriøst ikke regnet med! Det er jo helt vildt overdreven fedt!


Feras: – Vi er bare sindssygt glade og overdrevent stolte lige nu! Vi er så taknemlige over at have så fantastiske fans.

Hvad er været det mest positive i 2014?

Nicky: – Det her!


Feras: – På Skanderborg Festival havde vi en ret fantastisk oplevelse. Vi var blevet sat til at spille samtidig med 50 Cent, så vi regnede slet ikke med, at der ville komme nogen. Han var jo hovednavn. Vi besluttede, at vi bare ville give den gas uanset hvad, om der så kun kom tre personer. P3-teltet kan rumme 7000 mennesker, men der dukkede 12.000 op og så os. Det var virkelig vildt!

Hvad har været én af Jeres mest mærkelige oplevelser?

– Der har været mange! Vi har spillet sindssygt mange jobs på en masse små klubber rundt om i landet. Én af de mærkeligste oplevelser var på en Crazy Daizy oppe i Fjerritslev i Nordjylland. Først og fremmest serverede de kun svinekød til os, hvilket ikke er super smart, når både Feras og Ihan er muslimer. Da vi så optræder, virker nogle fyre i publikum helt skudt i hovedet. Én mand begynder at tage al sit tøj af midt på dansegulvet. Vi endte med at blive eskorteret derfra ud af bagdøren. Vi var simpelthen bange for at få tæsk!


Du sidder jo bag trommerne, Ihan – hvordan får I det til at fungere på de små klubber? Der er jo ofte ikke særlig meget sceneplads?

Ihan: – Vi besluttede ret tidligt, at vi VILLE have trommerne med, hver gang vi spillede. Det blev et krav, at vi skulle have dem med, fordi det betyder så meget for vores lyd og energi live. Så må vi bare presse os lidt sammen på scenen. 

Nicky: – Det har været utrolig vigtig for os at spille en masse live-koncerter og på den måde overbevise publikum om, at vi altså kan en hel masse, og ikke bare er et produceret band.


Hvad bringer 2015 for jer?

Feras: – Vi har en kæmpe forårstour planlagt med 19 koncerter over hele landet, som vi glæder os rigtig meget til. Og mon ikke også noget ny musik, hvem ved?

ANNONCE