Nyhed

Frost Festival indbyder til intimkoncerter

Publikum får selv lov at stå for location, når Chorus Grant og Christian Hjelm stiller op til koncerter med samtale og musik i fokus

Christian Hjelm og Chorus Grant optræder i publikums private gemakker i det nye koncertformat, Frost:Bites. Sammen med Peter Larsen Kaffes Koldbryg giver Frost Festival publikum en anderledes mulighed for at invitere andre musikelskere på en kop kaffe og en yderst intim koncertoplevelse.

Hver mandag i februar åbner Frost Festival op for et nyt koncertformat: Frost:Bites. Publikum inviteres til selv tilbyde locations til koncerter med enten Christian Hjelm eller Chorus Grant og på den måde blive vært for en anderledes musikalsk oplevelse i anderledes omgivelser. Begge var sidste år aktuelle med roste album. Christian Hjelm modtog fire stjerner for sit andet album "Vaskeægte", og Chorus Grant blev en ren anmelder-darling med sit andet album, "Space", der modtog fem stjerner

Ideen bag Frost:Bites er at involvere Frosts kreative publikummer og samtidig sætte fokus på, hvordan man oplever og taler om live-musik. Frost:Bites rusker op i standardformatet for koncertoplevelser og skaber nye rammer for at opleve en koncert.


"Vi vil gerne invitere vores publikum med i skabelsen af Frost. Vi er altid på udkig efter interessante rum at præsentere vores koncerter i, der medvirker til at styrke eller udvide koncertoplevelsen for publikum. Med Frost:Bites skaber vi en ny og nærværende og personlig koncertrække, og til disse yderst intime koncerter kan vi ikke forestille os bedre koncertrum end de private steder, hvor publikum selv elsker af at opholde sig," siger Mikael Pass, direktør for Frost. 


Publikum, der ikke kender hinanden i forvejen, bliver inviteret på koncert og kaffe hos en fremmed. Der er ingen billetter i salg, da publikum vil blive udvalgt via engagement på Frosts sociale medier.

For at komme i betragtning som vært, skal man indsende et billede af sit venue via Instagram på #frostbites15 sammen med sit navn samt hvilket af de to bands, man gerne vil huse en koncert med. De eneste krav til stederne er, at de skal være beliggende i Københavnsområdet, og at der skal være plads til mindst 30 personer. Bortset fra det opfordrer Frost folk til at være kreative og byde ind med personlige venues, der kan være alt fra lejligheder til butikslokaler, kontorer, værksteder, husbåde … kun fantasien sætter grænser.


Fristen for indsendelse af venues er dem 18. januar for Christian Hjelm og den 26. januar for Chorus Grant.

ANNONCE