Nyhed

Lisa Ekdahl annoncerer ekstrakoncert

Den svenske sangerinde udvider sin Danmarksturné med endnu en koncert på Bremen Teater

Lisa Ekdahl annoncerede i oktober en miniturné i udvalgte byer i det danske land fra 14.-19. maj. Det går så strygende med billetsalget, at hun nu annoncerer en ekstra koncert på Bremen Teater, som hun også slutter sin turné med. Den kommer til at foregå den 20. maj.

Lisa Ekdahl er 43 år, og det seneste album "Look to Your Own Heart" tog hende fem år at skrive og producere. Det er både blevet indspillet i hendes eget studie og i Atlantis-studiet i Stockholm, hvor store stjerner som ABBA, Elvis Costello og Roxette også har været i produktionsværkstedet.

Om albummet udtaler sangerinden, at hun fik inspiration fra sin turné i Cuba:


"Efter en lang Europaturné i 2009 tog vi til Cuba, hvor jeg fandt farverne til det nye album. Jeg ville ikke lave et decideret cubansk album, men jeg ville fremkalde den varme, glæde og tempo, jeg selv oplevede på Cuba. Vi havde haft mange shows med mit lille band på ret store spillesteder. Hvert enkelt show føltes utroligt intimt på trods af spillestedernes størrelser. Jeg havde lyst til at tage den følelse med mig ind i studiet."

Det 11. studiealbum blev anmeldt af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, der kvitterede med fire stjerner. Han skrev:

"Look to Your Own Heart er og bliver Lisa Ekdahl, og det er også albummet styrke. Sprog eller geografi er underordnet hos sangerinden, der har sin helt egen sangskabelon, der til gengæld kræver en svensk akkuratesse i udførelsen, og den mangler ikke på et gennemført stilrent album."


"Look To Your Own Heart Tour" kommer forbi fem danske byer i maj måned. Billetsalget er i gang og kan skaffes via GAFFA Live

Du kan se koncertdatoerne her:

  • Musikkens Hus, Aalborg 14. maj
  • Train, Aarhus 15. maj
  • Godset, Kolding 16. maj
  • Magasinet, Odense 17. maj
  • Bremen Teater, København 19. maj + 20. maj (ekstra koncert)
ANNONCE