x

GAFFA dækker EuroSonic Noorderslag Festival

GAFFA dækker EuroSonic Noorderslag Festival


Eurosonic Noorderslag Festival i Holland har siden starten i 1986 udviklet sig til at være den største og vigtigste musikbranchefestival for livemusik i Europa. Her mødes hvert år tusindvis af professionelle musikfolk fra især koncertbureauer, spillesteder og festivaler for at netværke, deltage i paneldebatter, seminarer, konferencer, uddele musikpriser - og ikke mindst tage til nogle af de utallige showcasekoncerter, som foregår på over 30 forskellige spillesteder og klubber i hele byen. 
 
Programmet består næsten udelukkende af nye up-coming musiknavne, og formålet for den deltagende musikbranche er først og fremmest at spotte morgendagens musikalske stjerner og forhåbentlig få nogle koncertaftaler i stand. Hele 400 forskellige musikfestivaler er repræsenteret på festivalen, som i år byder på over 300 forskellige artister inden for alle slags tænkelige musikgenrer. 
 
Da festivalen koncentrer sig om nye talenter, finder man ikke nogle deciderede headlinere i det omfattende program. Men lidt mere kendte kræfter som The Ting Tings, Fufanu, Carnival Youth, My Bubba og sidste års hollandske Eurovision-nummer 2 The Common Linnets har da også sneget sig med. Danmark er også godt repræsenteret med både Go Go Berlin (billledet), Asbjørn, Alo Wala, Förtress, Get Your Gun, Fossils, Sekuoia og Narcosatanicos
 
Festivalen er kendt for at være et særdeles godt springbræt til at kickstarte en musikalsk karriere. Tidligere har navne som Lykke Li, James Blake, The Libertines og Jake Bugg fået lidt af et gennembrud efter deres optrædender på Eurosonic Noorderslag - og det samme har været tilfældet for både Saybia, Tim Christensen og The Raveonettes. Muligheden for at slå bredt igennem internationalt for årets danske bands er altså i høj grad til stede.
 
Udover de mange koncerter byder Eurosonic også på et omfattende musikkonference-program samt den årlige prisoverrækkelse af European Border Breakers Awards (EBBA), som hvert år uddeler priser til ti nye artister, som hver har fået succes uden for deres hjemland med deres første internationale album. Her går en af priserne i år til danske MØ.
 
Eurosonic Noorderslag er som altid bragende udsolgt, men følg med på GAFFA.dk de næste dage, hvor vi bringer reportager fra festivalen. Læs desuden mere på festivalens hjemmeside http://www.eurosonic-noorderslag.nl/en/

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA