Nyhed

Dobbeltroller i festival-land – hvor går grænsen?

GAFFA ser i nærmere på stridighederne i den danske festivalbranche, der startede med offentliggørelsen af Tinderbox Festival i Odense.

Billedet: Calvin Harris, et af hovednavnene på Tinderbox Festival

I del ét af GAFFAs temaserie, kampen om festivalherredømmet, kunne du læse historien om, hvordan offentliggørelsen af Tinderbox Festival endte i en boykot af to bookingbureauer. Krigen ulmer stadig under overfladen, og derfor går GAFFA denne gang et spadestik dybere i sagen ved at undersøge dét, boykotten blev begrundet med: dobbeltrollerne i festivalbranchen. Hvor går grænsen?

Som beskrevet tidligere af GAFFA er der udbrudt strid mellem de danske festivalarrangører: På den ene side af konflikten står Tinderbox Festival, repræsenteret ved det tyske selskab FKP Scorpio og de danske firmaer Down The Drain og Beatbox Entertainment. På den anden side står de fire festivaler i Roskilde, Skanderborg, Jelling og Nibe, der i september 2014 truede bookingbureauerne Skandinavian og Beatbox Booking med boykot.


Boykotten blev begrundet med de dobbeltroller, de danske aktører i Tinderbox havde: Brian Nielsen som direktør i bookingbureauet Skandinavian og arrangør af festivalerne NorthSide og Danmarks Grimmeste, og Mads Sørensen som koncertarrangør i Beatbox Entertainment, der delte adresse med bookingbureauet Beatbox Booking.

Brian Nielsen har efterfølgende solgt sin andel i Skandinavian og er i dag således kun festivalarrangør. Han kan ikke forstå boykottens oprindelige begrundelse:

– Postulatet var, at jeg kunne misbruge viden omkring de bud, festivalerne afgav på mine artister. Sjovt nok havde det ikke været noget problem de fem år, NorthSide havde eksisteret. NorthSide har rent faktisk betalt mest – målt på gennemsnit over de sidste fem år – for danske artister, som har spillet på både NorthSide og én eller flere af de fire boykottende festivaler.


Til dette svarer talskvinde fra Roskilde Festival, Christina Bilde:

– Det er en viden, som Brian Nielsen sidder inde med i rollen som agent. Vi kender kun til de honorarer, vi selv har betalt.

Hvilke fordele var I bekymret for, at de implicerede opnåede i kraft af deres dobbeltroller?


– Viden og indsigt om honorarer og i lige så høj grad om vores prioriteter, udvikling og andre ting, som man deler i fortrolighed med sine samarbejdspartnere.

Hvordan var I bange for, at jeres konkurrenter ville udnytte denne indsigt?

– For os handler det ganske enkelt om – for alle parters skyld – at sikre, at der ikke gives anledning til usikkerhed eller manglende tillid.


 

Rene linjer eller dobbeltmoral?

Brian Nielsen mener dog selv, at han altid har adskilt tingene og fastholder derfor, at boykotten reelt handlede om at stække Tinderbox Festival og arrangørerne af den. Roskilde Festival afviser klart denne udlægning af sagen. Christina Bilde medgiver dog, at bekymringen også bestod i det mere udfoldede samarbejde med den store tyske festivalarrangør FKP Scorpio. Kan Brian Nielsen følge Roskildes ønske om at have rene linjer?


– Jeg synes, at det smager mere af en dårlig undskyldning end en forklaring på en ulovlig boykot. Formanden for Roskildefonden sidder som direktør i Vega og kan se, hvad alle mine tidligere artister indspiller af økonomi. Så Roskilde har lige så meget information og fordele, som de påstår, jeg har haft som agent og arrangør, og derfor holder deres argumentation ikke vand. Det ville svare til, at vi stoppede med at lave koncerter i Vega, fordi direktøren fik oplysninger om vores bands, som han kunne bruge i Roskilde-ledelsen.

Så du mener, der er tale dobbeltmoral?

– Det, de har kritiseret os for i sagen, har de selv gjort i årevis.


 

En skrøbelig balance

Mads Sørensen, der er direktør i Beatbox Entertainment og medarrangør af Tinderbox Festival er på linje med sin kollega Brian Nielsen:


– Jeg er sikker på, at du finder lige så mange dobbeltroller og lige så meget inhabilitet, måske endda flere og mere, hos dem, der har valgt at boykotte Skandinavian og Beatbox, end hos de boykot-ramte.

Kigger man nærmere i de boykottendes egne rækker, finder man ganske rigtigt mange aktører med flere kasketter på. Poul Martin Bonde er som eksempel både talsmand for Smukfest, formand for interesseorganisationen Dansk Live og manager for Poul Krebs. Hvad mener han selv om sin egen, flertydige position?

– Det er for mig en noget forenklet præmis, at enhver dobbeltrolle i musikbranchen kan sammenlignes med kernen i denne sag. Der har i flere år været en skrøbelig balance i den danske festivalbranche, hvor alle parter har kunnet leve med, at nogle aktører både kunne agere som arrangører af egne arrangementer og samtidig være leverandører til deres konkurrenter.


Hvad var så det nye, i dine øjne, der foranledigede en boykot?

– Lanceringen af Tinderbox skabte overbalance, fordi nogle af aktørerne, med deres engagement i den nye festival, her udvidede deres egne forretninger meget kraftigt – og samtidig stadig mente, at de uden problemer fortsat kunne være leverandører til deres konkurrenter.

 


Hvor går grænsen?

Dobbeltroller findes overalt i den danske musikbranche, og det kan være meget svært at tegne en streg i sandet, der afgør, hvornår en dobbeltrolle er inhabilitetsskabende. Spørgsmålet er derfor, om ikke de afgørende forhold i striden burde reguleres fra en øvre instans? Ville dette være at ønske for Roskilde Festival?

– Udviklingen på festivalmarkedet generelt, det vil sige også uden for Danmark, bidrager naturligt til, at branchen udvikles og skal til at agere anderledes. Det er uden for mit område at vurdere, om det burde reguleres via lovmæssig kontrol, siger Christina Bilde.


Det kan være svært at gennemskue grænsen for, hvornår en dobbeltrolle i branchen går an, og hvornår den ikke går længere. Brian Nielsen mener, at man med opmærksomhed og etikken i orden godt kan have flere kasketter på, selvom de to lejre, man sætter fødder i, vokser sig store. Han giver flere eksempler på internationale dobbeltroller, blandt andre John Giddings, som både er agent for Madonna og U2 og ejer Isle of Wight Festival.

– Så det er vist kun Jelling, Nibe, Smukfest og Roskilde, der ser det som et problem, mener han.

Hvordan afgøres smertegrænsen ifølge Roskilde Festival?


– Meget kort fortalt går grænsen i det udtalte ønske om at brede sig yderligere på markedet og det mere udfoldede samarbejde med FKP Scorpio, som har en meget ekspansiv forretningsstrategi og tilgang til de markeder, de går ind i.

 

Frygt for den tyske skorpion


Mangeårig formand for Roskilde Festival, Leif Skov er bange for, at striden kan ende med at gå ud over publikum.

– Primært vil det være publikum, som bliver straffet, hvis festivalers rivalisering og manglende dialog gør indholdet dyrere og svagere, udtaler han.

Sikkert er det i hvert fald, at konkurrencen om booke bands og solister, der kan sælge billetter er øget, og blandt flere iagttagere i branchen er vurderingen, at FKP Scorpios knopskydning i Danmark ikke er forbi, og at de inden for en årrække vil have etableret en festival i hver af de fire store byer i Danmark, Aarhus (NorthSide), Odense (Tinderbox), Aalborg og København.


Om det scenarie fortæller Brian Nielsen:

– Jeg kan sige, at vi vurderer på både København og Aalborg fremadrettet, ligesom vi kigger på andre byer.

Brian Nielsen maner dog til ro over for sine konkurrenter og håber ikke, nye festivaler vil betyde nye konflikter.


– Måske de skulle overveje at fokusere på egen forretning frem for andres, det vil de nok komme længere med, og så kunne vi fokusere på det, som det reelt drejer sig om, musikken.

I næste artikel i serien om festivalherredømmet ser GAFFA nærmere på kommunernes rolle som mæcen og spørger, hvad kommunens rolle skal og bør være i afviklingen af festivaler i Danmark.


Ordbog:


  • BOOKINGBUREAU: Agentur, der repræsenterer (sælger) en række artister. Forhandler løn og vilkår for den enkelte artist. Tager typisk 20 procent af det samlede honorar.
  • ARRANGØR: Arrangerer koncerter eller events. Booker (køber) sine artister gennem et bookingbureau.
  • BOOKER: Ansat ved et spillested, som hyrer (eller: booker) artister hertil.

 

HVEM ER HVEM I FESTIVALDANMARK?

TINDERBOX OG VENNER: 


Brian Nielsen

Direktør, NorthSide Festival

Direktør, Tinderbox Entertainment ApS


Formand og medejer, Danmarks Grimmeste Festival

Medejer, Down The Drain Holding

Nyligt udtrådt direktør, Skandinavian Bookingmanagement


Flemming Myllerup

Stifter, Tinderbox Entertainment (gennem Down The Drain Holding)

Medejer, Down The Drain Holding


Nyligt udtrådt medejer, Skandinavian Bookingmanagement

Peter Sørensen 

Direktør og booker, Beatbox Booking


Mads Sørensen 

Direktør og koncertarrangør, Beatbox Entertainment

Medarrangør, Tinderbox Festival


Folkert Koopmans

Grundlægger, ejer og direktør FKP Scorpio (siden 1990); i skrivende stund arrangør af 18 store festivaler i Europa.

 


ROSKILDE OG VENNER: 

Jens Peter Andersen

Booker og marketingschef, Smukfest


Formand, Festiwalthers Venner

Anders Wahrén

Musikchef, Roskilde Festival


Tidligere medarbejder på Live Nation og Spillestedet Gimle

Steen Jørgensen

Formand, Roskilde Fonden


Direktør, Vega

Poul Martin Bonde

Talsmand, Smukfest


Formand, Dansk Live

Manager, Poul Krebs

 


 

 

ANNONCE