x

Fire nye navne til NorthSide

Fire nye navne til NorthSide

Midt i vinterkulden annoncerer NorthSide nu fire nye navne af den internationale slags til sommerens festival i Ådalen.

Der er tale om de skotske støjrockere, The Jesus & Mary Chain, som ikke har lagt vejen forbi Danmark i næsten to årtier. Sidste gang var på Roskilde Festival i 1998, så der er altså tale om noget lidt ekstraordinært i vente. Til november er det desuden 30 år siden, at bandet udsendte milepælen "Psychocandy", som vil blive opført i sin helhed på festivalen. Selvom "Psychocandy" har haft klassikerstatus nærmest siden udgivelsesdatoen, ramte den alligevel pludselig en helt ny generation gennem filmen "Lost in Translation" (2003), der afsluttes til tonerne af albummets smukke åbningsnummer "Just Like Honey".

The Jesus & Mary Chain spiller melodisk støjrock, som i årenes løb har inspireret bands som shoegazer-bands som My Bloody Valentine og Slowdive samt de danske støjrockere The Raveonettes. Bandet var opløst fra 1999-2007.

Som følgeskab annonceres det amerikanske funkmetal-band Incubus, der med deres melodiske funk-metal har siddet solidt på den amerikanske metalscene. Med tyve år og syv udgivelser i bagagen fortsætter Incubus hårdtarbejdende med at smide store melodiske hits og funkede rocksange ud til deres svedende publikum.

Ud over støjpionererne og funkmetalerne annonceres amerikanske Seasick Steve. Vi har her at gøre med en herre, der efterhånden er godt oppe i 70'erne, men det har dog ingenlunde sat en dæmper på den amerikanske folk-musiker. Trods sit sene gennembrud, har Seasick Steve altid haft en rå tilgang til bluesen, der med sine hjemmelavede instrumenter og fortid som vagabond.

Sidste nye navn i denne omgang er den svenske electronicagruppe Little Dragon, der i 2011 hittede med numrene "Little Man" og "Ritual Union". Tiden efter har budt på samarbejder med blandt andre Gorillaz og Big Boi.

NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni, og billetter kan købes på GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA