Nyhed

Hvem er Ena? – hun bliver stor i 2015, spår Vega

Vi har talt med elektro-pop-sangerinden, der kan opleves til upcoming-festivalen Vegas Udvalgte

I forbindelse med upcoming-endagsfestivalen Vegas Udvalgte i Vega 30. januar har spillestedet interviewet alle de udvalgte talenter, som Vega spår et gennembrud i 2015: Anya, ENA, The Felines, First Hate, Kwamie Liv og Mendoza. Vi bringer i samarbejde med Vegas interviewene og fortsætter her med ENA, tidligere kendt som vokalist i hedengangne Fagget Fairys. Læs de øvrige interviews her.

Hvad er ENA for et musikalsk projekt?

– Ærlig pop. Foranderligt ligesom jeg selv.

Hvis du skal vælge bare én sang, der giver et godt indtryk af din lyd, hvilken en vælger du så, og hvad er historien bag nummeret?
– Der ville jeg nok vælge "Change". Det er soulet, kraftfuldt og sårbart. Jeg vil nok sige, at det er det nummer, jeg har haft allermest optur over at lave – samtidig det sværeste for mig at synge live. Så det er lidt et love/hate-forhold. Nummeret handler om den eneste ene, eller rettere, en man troede var den eneste ene.


Hvilket kendt album har været en inspiration for din musik?
– For at være helt ærlig synes jeg, det her er det sværeste spørgsmål at svare på. Jeg kan ikke nævne et album som værende min inspirationskilde. Derimod synes jeg, at inspiration er noget, som kommer fra observationer, lyde og følelser bearbejdet og brugt til at skabe med. Alt har i og for sig været inspiration for mig – popmusik, jeg er vokset op med i 90'erne, frygt, glæde, forhåbninger – det er en dejlig suppe sammenkogt af alt, jeg har taget ind. 

Hvad er dine musikalske planer for 2015?
– Jeg glæder mig til at udvikle mit livesæt – og så selvfølgelig blive en bedre og dygtigere sanger og sangskriver. Planen er at skrive, udgive, spille.

Hvorfor synes du, folk skal tage til Vegas Udvalgte?
– Det er en helt vildt god og stærk platform for upcoming dansk musik.

Hvilke af de andre Vegas Udvalgte glæder du dig til at opleve live og hvorfor?
– Jeg glæder mig utrolig meget til at se Mendoza. Har endnu ikke haft glæden af at se hende spille live endnu, men jeg synes, hun er en stærk karakter med et klart udtryk. Det beundrer jeg.

Køb billetter til Vegas Udvalgte via vega.dk

 


ANNONCE