Nyhed

Kylie Minogue til Danmark

Den australske stjerne besøger landet til sommer

Endnu et internationalt navn melder sig til Skovrock i Skovdalen i Aalborg. Australske Kylie Minogue, kendt for hits som "I Should Be So Lucky" (1988),"Where the Wild Roses Grow" (1995, duet med Nick Cave og skrevet af denne), "Spinning Around" (2000), "Can't Get You Out of my Head"(2002), "All The Lovers" (2010) og mange flere, besøger Skovdalen fredag den 12. juni.

I 2012 kunne Kylie fejre 25 års jubilæum for udgivelsen af debutsinglen "The Loco-Motion" – debutalbummet "Kylie Minogue" udkom i 1988. I 2014 udgav hun så sit 12. studiealbum "Kiss Me Once", der ligger til grund for den turné, som nu sender hende forbi Aalborg. På det nye album har hun arbejdet sammen med prominente navne som Sia, Enrique Iglesias og Pharrell Williams, og singlen "Into the Blue" er blevet et pænt hit. Minogue har gennem årene solgt mere end 68 millioner plader.

Koncerten er en del af samarbejdet mellem Skråen og Aalborg Kongres & Kultur Center, som sidste år førte internationale navne som ZZ Top, Elton John og Backstreet Boys til Aalborg, og som står bag dette års koncert med Sting i Skovdalen.


– Vi er meget tilfredse med at kunne præsentere endnu et internationalt navn til en koncert i Skovdalen som en del af vores samarbejde. Vi oplevede sidste år stor interesse netop for de udendørs koncerter med internationale navne, og vi er overbeviste om, at Kylie Minogue kan få trækronerne til at ryste i takt til musikken, siger Ernst Trillingsgaard, direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center.

Kylie Minogue gav koncert i Aalborg i april 2005 i Gigantium, som det eneste sted i Norden. Her plantede hun også et træ i parken med De Syngende Træer i Kildeparken. Koncerten 12. juni 2015 er den eneste koncert i Danmark.

Kylie Minogue spillede sidst i Danmark i 2011, hvor hun åbnede sin verdensturné i Jyske Bank Boxen i Herning. Her tildelte GAFFAs anmelder Kristian Nygaard hende tre stjerner under overskriften "Kylie åbnede verdensturné smagløst, rodet og ligesom fansene ville have det". Læs hele anmeldelsen her.


Billetterne sælges fra onsdag den 28. januar klokken 12 og kan købes i AKKCs billetkontor tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk samt billetlugen.dk. Koncerten er med ståpladser, og arrangør er Open Air.

Varm op med Kylie Minogues "Crystallize" – en sang fra 2014, som dog ikke er med på albummet "Kiss Me Once":

 


 

 

 

ANNONCE