x

Ikke mere Mussolini-dans – DAF siger farvel og tak

Ikke mere Mussolini-dans – DAF siger farvel og tak

Blot et par dage efter den triste nyhed om Tangerine Dreams Edgar Froeses død, er der endnu mere dårligt nyt fra den tyske synth-scene. Den tyske synthpunk-duo, Deutsch-Amerikanische Freundschaft, måske bedre kendt som bare DAF, har besluttet sig for at afslutte karrieren. Der er dog planer om en askedsturné begyndende i foråret, inden det er helt forbi.

DAF indledte karrieren i de sene halvfjerdsere, i en slags musikalsk ingenmandsland et sted mellem Krautrock og punk, men i begyndelsen af firserne, som duo bestående af Gabi Delgado og Robert Görl, udsendte gruppen en række album med minimal-orienteret synthpunk, "Alles ist gut", "Gold und Liebe" og "Für Immer", hvilket i høj grad er den lyd, man har associeret DAF med lige siden. Sortklædt homoerotisk image og en mildt sagt lige så gravsort sarkastisk humor var også en del af pakken, ikke mindst på duoens måske til dato bedst kendte nummer, "Der Mussolini", som i øvrigt blev en slags dansk folkeeje for fem år siden, da komikergruppen Rytteriet brugte nummeret i en række populære tv-programmer.

DAF har været inspiration for andre store synth-duoer som for eksempel Soft Cell, Eurythmics (Robert Görl var rent faktisk involveret på gruppens første album, "In The Garden"), Pet Shop Boys og Erasure, men også i høj grad indenfor genrer som ebm, industrial, goth og techno.

Inden hårdkogte fans går helt i gotisk sort skal det måske for god ordens skyld nævnes, at det faktisk ikke er første gang d'herrer Delgado og Görl har valgt at gå hver til sit. Så man kan håbe på, at dette farvel heller ikke viser sig at være helt endegyldigt, trods alt.

Hør "Der Mussolini" – og se nedenfor Stripper Jens gå amok til sangen i Rytteriet:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA