Pettys forlæggere mener, at hittet Stay With Me minder lovlig meget om et gammelt Petty-hit
For nylig har Tom Pettys forlæggere kontaktet Sam Smiths forlæggere på grund af ligheden mellem Smiths store 2014-hit "Stay With Me", som er skrevet af Sam Smith, James Napier og William Phillips, og Pettys klassiker " I Won't Back Down" fra 1989, skrevet af Petty og hans Traveling Wilburs-makker Jeff Lynne.
Sam Smith og Co. sagde i starten, at de to sange ikke havde noget med hinanden at gøre, men efter at forlæggerne afspillede de to sange efter hinanden, kunne Smith og Co. godt høre ligheden mellem de to numre. Sam Smith og Co. har derfor i weekenden indgået forlig med Tom Petty og Jeff Lynne om at kreditere vedkommende som med-sangskrivere, skriver Rolling Stone.
Smith fastholder dog, at lighederne bare var et rent tilfælde, og at han ikke havde kopieret noget fra sangen – som han ikke kendte indtil for få dage siden.
Selvom "Stay With Me" er nomineret til adskillige Grammypriser, får Lynne og Petty dog ingen opmærksomhed her, da de ikke har bidraget aktivt til den nye tekst og nye musik, men de vil få certifikater for medforfatterskabet af på sangen.
Det er stadig usikkert, om Sam Smith skal af med penge til Tom Petty og Jeff Lynne grundet de to sanges lighed.
Hør de to sange nedenfor – synes du, de ligner hinanden så meget, at Petty og Lynne skal krediteres som medforfattere?