x

Premiere: José González hylder livet i ny musikvideo

Premiere: José González hylder livet i ny musikvideo

"Make the light lead you out" runger som et nærmest meditativt mantra i José González' nye musikvideo til nummeret "Leaf Off / The Cave", der er andet singleudspil fra hans kommende album "Vestiges & Claws". 

Videoen udspiller sig i et kirkerum og er inspireret af den engelske "The Sunday Assembly"-bevægelse, der tilbyder et ikke-religiøst alternativ til mennesker, som ønsker at hylde livet i menighedsfællesskaber. Og netop hyldesten til livet er da også en af omdrejningspunkterne på den nye plade, der ifølge González blandt andet kommer til at tematisere solidaritet. Det er således ikke med store armbevægelser, at José González' ydmyge skikkelse optræder med sit band foran en lille forsamling. 

José González udgav sit seneste album "In Our Nature" i efteråret 2007, og det er derfor resultatet af årelang eftertænksomhed, når mere end syv års materiale kolliderer på hans kommende album, der udkommer den 17. februar i år. Han havde oprindeligt forestillet sig, at albummet skulle størknes i samme minimalistiske støbeform som de to foregående plader, men ombestemte sig i løbet af processen. "Da jeg startede på indspilningen, indså jeg, at de fleste sange lød bedre med tilføjede guitarer og mere beat-baseret percussion, og flere korvokaler. Personligt synes jeg, at det har resulteret i et mere interessant og varieret album," udtaler han.

José González har dog ikke været helt tavs i den lange periode siden udgivelsen af sit sidste album. Han har udgivet to album og to ep'er med gruppen Junip.

Du kan se hans nye video her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA