Nyhed

Imagine Dragons til Danmark

Bandet gæster landet til efteråret

Den amerikanske gruppe Imagine Dragons giver koncert i Forum i København 19. oktober.

Det er kun lidt over to år siden, at Las Vegas-bandet Imagine Dragons tog hjemlandet med storm. Og salgstallene for debutalbummet "Night Visions" eksploderede også i Europa, hvor det udkom i februar 2013, og hvor singlen "Radioactive" i Danmark var "Ugens uundgåelige" på P3.

Samme år gav de fire amerikanere deres første danske koncert i Store Vega; om sommeren stod den på NorthSide Festival, og året blev rundet af med en koncert i Falconer Salen, som GAFFAs anmelder Mathias Brok vurderede til fem stjerner og kaldte for "en radioaktiv oplevelse, der vil være længe om helt at henfalde".


Imagine Dragons er med andre ord nået ud til både unge og mere modne lyttere med deres blanding af pop a la Coldplay og rock i stil med The Killers, kombineret med frontmanden Dan Reynolds' alsidige vokal. Og således er det i oktober Frederiksbergs Forum, der danner ramme, når kvartetten vender tilbage til Danmark.

Inden da er Imagine Dragons aktuelle med album nummer to, "Smoke + Mirrors". Det sendes på gaden 16. februar, men allerede nu er to af skivens 13 sange udkommet som singler: "I Bet My Life" og senest "Gold" i december. Og i 2014 er også enkeltstående "Monster" og "Battle Cry" udsendt på film- og computerspil-soundtracks.

Bandet gæster Forum den 19. oktober i år, og forsalget begynder den 6. februar på Billetlugen.dk. Indtil da kan du lytte til deres nyeste singler her:

ANNONCE